MUNTHE ART MONDAY ELISABETH JOHS
Introducer dig selv og fortæl os, hvad du laver.
Jeg er grundlægger og direktør for JO-HS galleriet, som ligger i både New York City og Mexico City.
Elisabeth har Famke Jacket og Fancie pants på.
Kan du forklare nærmere, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
At være kvinde i kunstverdenen har formet min karriere på både subtile og markante måder. Til tider har det betydet, at jeg har måttet kæmpe mere indædt for, at mit arbejde blev set og taget alvorligt – især i rum, hvor mandlige perspektiver historisk har domineret. Men det har også givet mig en unik tilgang til, hvordan jeg oplever, fortolker og kuraterer kunst.
Når jeg driver mit galleri, føler jeg mig ofte draget mod stemmer, der er underrepræsenterede—særligt kvinder og marginaliserede grupper—fordi jeg ved, hvordan det føles at gå mod strømmen. Den bevidsthed driver mit engagement i at skabe et inkluderende og bevidst rum, hvor mangfoldige historier ikke blot vises, men fejres.
Selvfølgelig har der været udfordringer, men de har også gjort mig mere modstandsdygtig og har forbundet mig med et netværk af utrolige kvinder i kunstverdenen, som konstant inspirerer og støtter hinanden. At være kvinde er ikke bare en del af min identitet—det er en drivkraft bag de værdier og den vision, der præger mit galleri.
Elisabeth har Famke Jacket og Fancie pants på.
Hvad har været den største udfordring ved at være kvinde i kunstverdenen?
En af de største udfordringer har været at navigere i miljøer, hvor min stemme eller vision ikke straks blev taget seriøst - eller hvor jeg har måttet arbejde dobbelt så hårdt for at blive set, ikke som en “kvinde i kunsten”, men simpelthen som kunstner eller kurator i egen ret. Der har været øjeblikke, hvor folk har haft forudindtagede forestillinger om, hvilken slags arbejde jeg “burde” lave eller støtte, alene på baggrund af mit køn.
Der er også den stille, vedvarende udfordring med synlighed—at blive hørt i samtaler, hvor kvinder historisk har været udeladt.
Og helt ærligt, en af de sværeste dele kan være det indre arbejde - at afvikle internaliserede begrænsninger, lære at fylde rummet uden undskyldninger, og stole på, at mit perspektiv er nok.
Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere, der inspirerer dig, og forklare hvorfor?
Katarina Janečková, Melissa Rios og Floria Gonzalez er tre kunstnere, som jeg synes udfordrer den moderne kvindelige malerkunst i dag.
Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i din kunst?
Jeg vil gerne have, at folk føler noget først—inden de overhovedet prøver at “forstå” det. Uanset om det er nysgerrighed, tryghed, spænding eller endda ubehag, vil jeg have, at værket og rummet vækker noget i dem. Mit galleri handler ikke kun om æstetik eller trends; det handler om tilstedeværelse. Det handler om at skabe et rum, hvor folk kan sænke tempoet, se nærmere og måske endda se noget af sig selv spejlet tilbage.
Jeg håber også, at de lægger mærke til den intention, der ligger bag hvert enkelt værk - hvordan det er udvalgt, hvordan det er placeret, og hvilke historier det bærer. Galleriet er en levende dialog mellem kunstner, beskuer og rum. Intet er tilfældigt. Hvert hjørne er gennemtænkt, og hver kunstner, jeg arbejder med, bringer noget ærligt og nødvendigt til samtalen.
Elisabeth har Famke Jacket og Fancie pants på.
