MUNTHE ART MONDAY: CAMILLA LOVMAND

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Mit univers er nysgerrigt, farverigt og omfavnende. Jeg arbejder meget med, at være menneske, følelserne vi og jeg har, og dét at være til i verden, med nysgerrighed og opmærksomhed på små øjeblikke og objekter i hverdagen. En stor del af min proces, er at samle på papir, alt det papir som naturligt lander hos mig, som jeg bruger i min kunst af skulptur og papirskabning - en naturlig dagbog som skaber sig selv og minder mig om at være opmærksom på små dele af det som sker. Med mine værker har jeg en følelse af jeg er ved at skabe mig en form for "parallel have/verden" i min kunst, hvor jeg selv søger hen for accept og for omsorg af det som sker i det virkelige. Jeg værdsætter meget de langsomme processer, selve samlingen af papir, undersøgelsen af det jeg mærker, skabningen af skulpturerne som tager lang tid, maleri, tegning og broderi, håndværk som standser tiden, jeg kan lide de små detaljer, og det giver mig ro til at opleve det hele langsommere, mens jeg skaber.

Strikken på stolen er Taccu strik.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Jeg synes der findes mange power kunstner kvinder derude og har en klar fornemmelse af vi blomstre. Jeg er meget inspireret af de langsomme processer som f.eks. Dagmar Petersen, hun er dygtig. Og umiddelbarhed f.eks. Frances Cannon er nogle jeg er inspireret af på forskellig vis. Også illustrator Olga Prader.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Når jeg tænker mig om, så synes jeg ikke jeg kommer på noget meget udfordrende. Jeg føler mig stærk som kvinde, og har sådan en følelse af at jeg kan, det jeg kan, fordi jeg er mig. Jeg tror den største udfordring for mig, har været at stå ved det jeg skaber, jeg synes det er meget sårbart, og det er stadig en rejse at fortælle historier om værker jeg skaber, fordi de knytter sig til sårbare og personlige oplevelser.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det er et svært spørgsmål synes jeg. Men det må have en påvirkning af, hvor jeg er i dag. Et faktum er at jeg er kvinde og jeg er mig, hvilket helt sikkert har påvirket min kunstneriske rejse. Men ikke en påvirkning jeg kan sætte en konkret finger på. Hmm jeg bruger mit følelsesliv meget, og har brugt kunsten til at forstå mig selv og mine oplevelser gennem mit liv, især at være nysgerrig på min krop og så er jeg meget opmærksom på f.eks. min cyklus og på hvordan den påvirker mig, men mere som en nysgerrighed på "det er sådan jeg er, altså kvinde" så det må jeg forholde mig til, som kan være både udfordrende og virkelig givende og giver mig mulighed for at bruge de følelser på min måde i min kunst.

Camilla har Taccu strik på.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Jeg ønsker mig lidt at andre kan træde ind i den samme følelse af den her "parallelle have/verden" når de oplever min kunst, hvor accept og omsorg er det jeg finder og håber andre møder på deres egen måde - samtidig ønsker jeg mig, den åbne fortolkning, jeg vil gerne at mennesker finder det de har brug for i mine værker og måske kan et værk være ledetråden til det beskueren søger selv. Jeg håber også ved bare at arbejde på den her måde, at kunne inspirere til de langsomme og eftertænksomme processer og opmærksomheden på de små øjeblikke - som jeg synes er nødvendig at anerkende, i den hurtige verden, som jeg synes kan føles, som om blæser forbi mig af og til. Det rart at kunne finde ind til et langsomt sted.

Camilla har Tuxa bluse på.