MUNTHE ART MONDAY: LYDIA HAMBLET

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Jeg er en kunstner baseret i London. Jeg arbejder primært med abstrakte oliemalerier og har to uddannelser inden for grafik og illustration fra Royal College of Art og Camberwell College of Arts. Mit arbejde reflekterer over delte oplevelser, rum og miljøer med en gennemgående fortælling, der refererer til vejret og dets forbindelse til vores hukommelse. Dette afspejles i min proces med at oversætte tegninger til store malerier – hvor visuelle, rumlige og følelsesmæssige oplevelser overføres til hukommelsen og bliver både intensiverede og udviskede.

Mine tegninger opstår ved at tilbringe tid et sted, enten ved at tegne på stedet eller ved at vende tilbage til studiet og reflektere over og skitsere fra fotos, film eller hukommelsen. Disse tegninger danner en omfattende og voksende arkivsamling, som jeg kontinuerligt refererer til, og som er central for min tilgang til maleriet. Når jeg arbejder på et maleri, vælger jeg ofte en række forskellige mærker og noter, der bliver til en sammensmeltning af forskellige tider, årstider, steder og forvrængede minder. Visse kompositionelle rammer og former genoptræder og bliver genkendelige motiver i meget af mit arbejde. Denne gentagelse skaber et rum, hvor oprindelige koncepter kan opfattes som noget helt andet.

Jeg finder mig selv ofte vende tilbage til bestemte landskaber af forskellige årsager og søger stadig forbindelser mellem disse rum. Jeg føler dog, at jeg kan navigere dybere i disse ideer ved at forstå og udforske maleriets proces. Jeg er begyndt at indse, at jeg bruger vejret som en metafor til at skjule ægte ærlighed i mit arbejde. De sidste to år har været drænende på forskellige måder, og jeg har oplevet mange forandringer. Som et resultat har min tilgang til maleriet ændret sig: den måde, jeg påfører maling, mine streger, mine referencer og brugen af mit tegningsarkiv. Jeg udforsker måder at dele mere modstandskraft og ærlighed i mit arbejde. At give malerierne plads og lade dem blive en del af inventaret i studiet et stykke tid. Lige nu arbejder jeg hen imod en udstilling senere i år. Jeg glæder mig til at se, hvilken retning malerierne tager.

Lydia har Skallo Blouse på.

Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere, der inspirerer dig, og forklare hvorfor?

Joan Mitchell var en af de første kvindelige malere, specifikt fra AbEx-bevægelsen, hvis arbejde jeg så personligt. Den rene skala og energi i hendes firepanelværk “The Goodbye Door”, som jeg så på Musée de l’Orangerie, var betydningsfuldt for mig på et tidspunkt, hvor jeg begyndte at bevæge mig væk fra grafik og hen imod maleri.

Jeg refererer ofte til Julie Mehretu, især for hendes følsomhed og bevægelse i sine streger. Jeg er stor fan af hendes tidlige 2004-serie “Stadia”, som skildrer storheden og energien i sportsarenaer. Jeg har brugt meget tid på at studere disse malerier.

Cecily Brown er en anden kunstner, hvis arbejde jeg ofte ser på. Det første maleri af Brown, jeg så, var på en gruppeudstilling på Whitechapel Gallery for flere år siden. Jeg var derefter heldig nok til at se flere af hendes værker, da jeg besøgte New York. Jeg føler virkelig, at hendes malerier skal ses personligt. De bærer så meget dybde, at detaljer ofte kan overses på en skærm. Den måde, hun inkorporerer lag af historiske og kulturelle referencer i sit arbejde, har påvirket mig mere, end jeg kan sætte ord på.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Jeg læste i en tekst af Magnus Resch, at kvinder får færre udstillinger, opnår lavere priser og sælger mindre værker sammenlignet med deres mandlige kolleger. Historisk set har det været mere udfordrende bare at være kvinde i kunsten. Når det er sagt, ændrer tingene sig og bliver ved med at gøre det. Jeg begynder at se flere udstillinger med flertal af kvindelige kunstnere. I 2023 udstillede jeg i en gruppeudstilling (“Taking A Broom to the Wasp’s Nest”) med seks andre kvindelige kunstnere. Udstillingen blev kurateret af Josephine Bailey, hvis arbejde specialiserer sig i samtidskunst og feministisk teori. Josephine er et godt eksempel på en person, der advokerer for kvinder i kunsten. Eksistensen af sådanne rum hjælper helt klart med at bane vejen for mange fantastiske kvindelige kunstnere.

Lydia har Shimo Pants på.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg tror, vi ofte oplever misogyni i kunstverdenen uden altid at være klar over det. Det kan føles svært at tale ærligt om, da der altid er en risiko for at falde ind i en stereotyp. Sidste år måtte jeg kæmpe længe for at få betaling fra et bestemt galleri og blev ignoreret i månedsvis. Jeg ved, at dette desværre er et problem, som mange kunstnere kan stå over for på et tidspunkt i deres karriere, men jeg spekulerer på, om situationen ville have forløbet anderledes, hvis jeg ikke havde været kvinde. Jeg følte ikke, at jeg blev taget seriøst i den situation. Jeg tror, det sker oftere, end vi tror, og jeg mener ikke, det bliver talt nok om. Når det er sagt, er der meget plads, der bliver skabt til kvinder i kunsten. Det er fantastisk at se udviklingen, især kvinder, der støtter kvinder, hvilket er meget opmuntrende.

Lydia har Skallo Blouse og Spacy knit på.

Hvad kunne du tænke dig, at folk bemærker i dine værker?

Jeg ønsker, at folk fordyber sig i min farvepalet. At de forstår en følelse eller motiv bag værket. Jeg elsker, at mine malerier har en tendens til at blive læst på forskellige måder. I sidste ende, hvis mit arbejde kan give nogen den samme følelse, som andre malerier giver mig, er det alt, jeg stræber efter.

Lydia har Skallo Blouse og Spacy knit på.