MUNTHE ART MONDAY: Anne Gudrun Sejersen
Navn: Anne Gudrun Sejersen
Hjemmeside: kunstnerportal.bkf.dk
Introducer dig selv og hvad du laver.
Jeg er uddannet billedkunstner med en universitetsgrad i kunsttryk, kunsthistorie og kon-tekstuelle studier fra Robert Gordon University, Gray´s School of Art, Skotland. Siden min afgang, har jeg dog primært tjent til livets ophold ved at undervise i billedkunst. Mit navn er Anne Gudrun Sejersen.
Jeg arbejder med mange forskellige medier. Jeg nyder især at lave steds specifikke vær-ker med et tema. I et par år har jeg været involveret i et projekt kaldet Hausbe-such/Husbesøg, hvor en gruppe kunstnere fra Tyskland og Danmark laver udstillinger i private hjem og i forretningslokaler inden for et bestemt kvarter. Det tager form som en begivenhed med en meget kort åbningstid, normalt kun et par dage. Hver kunstner får et sted tildelt og transformerer det på den ene eller den anden måde.
Jeg nyder at undersøge et givet problem og finde den historie, det fortæller mig. For ek-sempel, hvad er vigtigt i et givet rum, og hvordan relaterer det sig til dets omgivelser, og hvordan kan jeg bedst kommunikere mine refleksioner af det liv, der leves der, kombine-ret med det, som jeg finder interessant og vigtigt? Hvor meget kan jeg afsløre uden at gå over stregen? Eller hvordan kan jeg ændre dette rum, så vi ser det med friske øjne og fra nye vinkler på det? Transformationer - åbner verden op for andre for at pege på det, som jeg finder vigtigt. Det handler i virkeligheden om at finde og fortælle historie, der forener os. Processen er ofte smertefuld og også af en nødvendighed, undertiden meditativ. Ind-imellem synes jeg at jeg bare skulle lave noget smukt - dejlige dekorationer til folks vægge.
At være kunstner kan så let blive navle pilleri - en narcissistisk udforskning af sig selv. Kunstverdenen i dag handler også meget om penge, og ens succes måles i, hvor godt værkerne sælger. Jeg tror, at vi skal være mere socialt bevidste - se mere på verden om-kring os og se vores samhørighed med den.
På en måde forsøger jeg at afsløre mig selv for andre - dvs. ved at fortælle historier om mig selv og hvordan jeg ser verden - forsøger jeg at skabe meningsfulde forbindelser mellem mine tidligere oplevelser, den måde jeg handler og reagerer på i mit nuværende liv og mit syn på fremtiden, og hvordan jeg gerne vil forme den. Jeg håber på at undgå det overfladiske.
Hvilke temaer arbejder du med i dine værker?
I mine værker bruger jeg en samling af personlige symbolske billeder (dukker, legetøj, slikpapir, medicinske illustrationer, børnetegninger, mønstre, objekter, planter, teksturer, dyr, etc.) som metaforer for oplevelser og erfaringer. Jeg holder af at eksperimentere og undersøge nye muligheder for at kombinere det moderne og det traditionelle. At lave kunst er for mig en undersøgelsesproces, hvor jeg søger at opnå en større forståelse af livet. Mine værker er en refleksion af mit indre liv og forholdet til det ydre liv. Kunsten er det sted hvor jeg kan være mest ærlig. Det er en form for kommunikation, hvor jeg deler glæder og sorger i et forsøg på at fortælle, at du er ikke alene. Jeg undersøger, hvad vi er fælles om som mennesker, hvad er vigtigt for os, og hvad er det der giver livet mening? Jeg har en grundlæggende fornemmelse af at alle og alting er forbundet.
Balance, hvordan intet eksisterer uden dens kontrast, og hvordan vi har brug for at kon-trollere dæmonerne i os for at trives, gentagelser, livscyklusser, det skjulte og glemte, lag under facaden, transformation, erindring, søgen efter det, der er vigtigt, alt dette er også temaer, som jeg bevidst eller ubevidst overvejer i min arbejdsproces.
At være en fri person og blive dig selv. For at slippe af med historien, der er kvindernes kollektivhistorie, og skabe min egen historie. Imidlertid sidder jeg fast i de pligter og be-kymringer, der er gået over mig gennem tidligere generationer, og jeg prøver at slippe af med det ved at undersøge, hvorfor det stadig holder fast ved mig.
Balance, hvordan intet eksisterer uden dets kontrast, og hvordan vi har brug for at kon-trollere dæmonerne inden os for at trives, gentagelser, livscyklusser, det skjulte og glem-te, lag under facaden, transformation, erindring, søgen efter det, der er vigtigt, alt dette er også temaer, som jeg bevidst eller ubevidst overvejer i min arbejdsproces.
At være en fri person og at blive sig selv. For at slippe af med den historie, der er kvin-dernes kollektive historie om at være i de traditionelle husmor normer, og skabe min egen historie. Imidlertid sidder jeg fast i de pligter og bekymringer, der er gået i arv til mig gennem tidligere generationer, og jeg prøver at slippe af med det ved at undersøge, hvorfor det stadig holder fast i mig.
Hvad er målet med din kunst?
At vise at vi alle leder efter en måde at blive os selv, og at du ikke er alene om at prøve. Andre deler de samme kampe og glæder som dig på trods af forskelle. Vi er trods alt ikke så forskellige, og vi deler alle temmelig ens drømme og håb, sorger og skuffelser.
Faktisk ville jeg være glad, hvis jeg kunne få folk til at åbne deres øjne for vigtigheden, skønheden og mystikken ved noget så simpelt som et hyldetræ.
Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?
Jeg håber, de finder noget arketypisk / universelt. Noget de kan relatere til, selvom vi ikke deler nøjagtigt de samme oplevelser. At de fornemmer en stemning, en samhørighed, en atmosfære, føler sig rørt eller i det mindste undres lidt så det får dem til at stille spørgs-målstegn ved tingene. Og at deres verden er lidt større bagefter. Jeg tror, at kunst er en måde at kommunikere på, som kan åbne folks sind og øjne for andres situation. At kunne bruge et medie, der med succes kommunikerer ens intention med ens kunst, så det har den indflydelse man agter, er et tegn på at kunne skabe succesfuld kunst.
Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?
Shirin Neshat er en nutidig kunstner, som jeg beundrer. Hun blev født i Iran i 1957 og bor i eksil i New York, USA. Jeg stødte første gang på hendes værker på Documenta 11 i Kassel, Tyskland. Det var hendes videoinstallation kaldet “Tooba”. Jeg blev i det rum, hvor den blev vist, og så bare på det, i timevis. Hun rørte ved min indre kerne, og jeg blev tryllebundet. Det var en følelse af at høre til og være i kontakt med meningen med livet, den indre kerne, der løber igennem alt. Det var en oplevelse, der gjorde dybt indtryk og blev hos mig. Hendes arbejde er meget æstetisk, og hun lægger en stor indsats i sine værkers form. Det er også dybt personligt og tager udgangspunkt i hendes eget liv og oplevelser.
Imidlertid formår hun at frembringe det arketypiske og være universel i de historier, hun formidler. Hun laver sine værker ud fra en nødvendighed for at fortælle narrativer og op-rette forbindelse til andre mennesker, og hun gør det med integritet. Når kunst får dig til at føle dig ændret indeni, og du føler en større indsigt af en slags, så har du mødt stor kunst. Hun er i stand til netop det. Hun undersøger ofte kvinders liv og deres omkostninger for at følge deres drømme og lidenskaber. Hendes mod og vilje til at gøre det er hvad jeg finder inspirerende. Denne søgen efter at blive ved med at undersøge formen, det medie, der bedst formidler hendes æstetik og de temaer, hun ønsker at gøre opmærksom på. Også at hun aldrig bliver navle beskuende, men forener mennesker ved at finde det, vi har til fælles og rører os gennem følelser. Hendes arbejde er meget socialt bevidst og tvetydigt og kan fortolkes på mange måder. Hun går virkelig imod det overfladiske.
Hvordan har kunstscenen håndteret ubalancen mellem køn siden du begyndte din karriere?
Ligestillingens største hindring er, at vi tror, vi har det. Jeg startede min karriere med ide-en om, at jeg er kunstner først og derefter kvinde. Og jeg har hørt argumentet: "når kunst af kvinder ikke købes så ofte af museerne som kunst af mænd, må det være, fordi kvalite-ten ikke er så god". Faktisk er der ikke sket noget i de sidste tyve år ifølge statistikkerne, når det kommer til kunstinstitutionernes indkøb. Selvom en ret stor procentdel af kunst-studerende er kvinder, er det stadig hovedsageligt værker af mandlige kunstnere, som museerne køber mest af. I andre erhverv med mange kvinder kender jeg ikke til, at de kvindelige studerende efter eksamen er signifikant dårligere til deres valgte erhverv end deres mandlige kolleger. Jeg er begyndt at tro på kønskvoter som et midlertidigt ekspe-riment på grund af denne manglende forandring. Konsekvensen er, at mange stemmer ikke høres, og historier ikke fortælles eller repræsenteres. Jeg vil ikke have kvoter for evigt, men jeg vil gerne have den som en midlertidig metode. Det kunne være interes-sant at vide, hvad det gør ved publikum, og hvis det betyder noget for dem, at de udsæt-tes for mere kunst af kvinder. Kvinder er meget dygtige til at skabe fællesskaber, og jeg tror, at vi er nødt til at styrke følelsen af fællesskab og tilhørsforhold i fremtiden. Livet er rigere, når vi er en del af et fællesskab.
Historisk har kvinder ikke haft lov til at udtrykke sig med samme slags medier som mænd, og de har heller ikke haft adgang til kunstuddannelserne på lige fod. Derfor er tøj, make-up og huslige sysler som syning, vævning og broderi blevet det område, hvor kvinder kunne udtrykke sig. Greve Museums Hedebo-samling er et glimrende eksempel på dette.
Vi er ikke kun opdelt efter køn, men også efter etnicitet og miljø og diagnoser og alder og ...? Hvilke historier skal defineres som de vigtigste at fortælle? Kvoter skal være et tids-begrænset eksperiment, og derefter skal det genovervejes - igen og igen er vi nødt til at tænke over og evaluere, hvad der kan gøres for at skabe balance, lige rettigheder og lige værdi imellem alle såkaldte grupperinger. Når vi tager noget for givet, forsvinder det må-ske hurtigt igen.
Hver mandag bringer MUNTHE et nyt interview med en kvindelig kunstner. Følg med på MUNTHE ART MONDAY.
