MUNTHE ART MONDAY: ANNA ZIMMERMANN

Website: annazimmermann.art
Instagram: @true_zimmermann

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver.

Mit navn er Anna Zimmermann. Jeg er en kunstner bosat i Berlin, som er influeret af forskellige kunstretninger i forsøget på at skabe min egen. Jeg blev født i 1990 i Berlin, og brugte det meste af min barndom på at tegne. Det er aldrig rigtigt stoppet. Min første udstilling var en gruppeudstilling, som jeg organiserede sammen med en håndfuld venner under mit studie. Dengang viste jeg fire store portrætmalerier, og jeg har arbejdet med store formater siden. Jeg maler for det meste kvindelige figurer i surrealistiske omgivelser. Jeg kan godt lide at lave referencer til kunsthistorie og popmusikkulturen og kombinere dem med hverdagsobjekter, der måske, måske ikke, har en dybere mening. At lytte til musik og besøge museer er en stor inspiration for mig. Jeg elsker Louisianamuseet i København, Guggenheim i New York og Gropius Bau i Berlin, som er min favorit.

Kan du forklare nærmere, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

At være kvinde har påvirket mig og min karriere, fordi jeg voksede op, som de fleste kvinder, med en stor opmærksomhed på min egen krop pga. mediernes indflydelse. Med det sagt, har jeg som hvid kvinde, haft en privilegeret position i verden. Der har altid været en konstant invitation fra befolkningen til at kommentere på den kvindelige krop – at idolisere standarder og afvise diversitet. Popkulturen viste et meget ensartet billede af, hvordan kvinder skulle se ud og opføre sig; og fremfor alt var kvinders tilstedeværelse formet af den mændenes magt. Mine værker gør et forsøg på at frigøre sig fra begrænsninger og forme en selvsikker fejring af femininiteten.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Generelt er jeg meget tiltrukket af malerier – jeg elsker at opdage detaljer ved dem og forstå kunstnerens proces, hvilket, efter min mening, bliver afsløret med hvert enkelt penselstrøg. Der er Paula Modersohn-Becker, en tysk ekspressionistisk kunstner, som jeg læste en biografi af, da jeg var teenager. Hun har inspireret mig lige siden. Hendes stræben efter at blive kunstner og fortsætte hendes praksis og udvikling som kvinde er skarp og rørende. Hendes selvportrætter har en rå frygtløshed over dem. Hun er også den første kvinde til at tegne et kvindeligt nøgenbillede. Jeg er stor fan af New York kunstnerne Cassi Namoda og Chloe Wise. Jeg elsker Lotte Laserstein og Helen Frankenthaler. Lasersteins værk ”Abend über Potsdam“ er et af mine favoritmalerier. Helen Frankenthalers store abstrakte akvarelmalerier kan fastholde din opmærksomhed i timevis, og du vil stadig blive ved med at gøre spændende opdagelser. Alicja Kwades skulpturer er betagende og hendes research og konceptuelle arbejde er genialt og inspirerende. Jeg ville elske at se den, som står på taget af MoMA.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

En udfordring er at skabe den rette balance af, hvor meget af dig selv og din femininitet, som du vil give til din kunst. Mine værker er personlige, og jeg identificerer mig selv med dem. Der er mange diskussioner omkring kvindelig kunst i kunstverdenen. Er det for følende? For kvindefokuseret? Disse meninger kan være distraherende. Der har været en mandlig dominans gennem alle aspekter af vores liv. En verden hvor han er standarden. Vi er kun begyndt på vores stræben efter ligestilling.

Hvad kunne du tænke dig, at folk bemærker ved dine værker?

Værkerne skal gerne kunne repræsentere dem selv med den selvtillid og passion, som de er blevet skabt med, men stadig efterlade nok rum og ro til at beskueren kan forestille sig og fortolke frit.

Anna har vores ALIMMA strik-vest på.