MUNTHE ART MONDAY: BANJA RATHNOV
Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver.
Siden jeg var i starten af 20'erne, har jeg solgt kunst. Nu bliver jeg snart 60!
I dag har jeg mit eget galleri i København, sammen med Clausens Kunsthandel (der har eksisteret siden 1953). Jeg har drevet gallerier siden 2009, først i Paris, og sidenhen i Museumsbygningen på Østerbro, og herefter i Studiestræde i København.
Jeg er uddannet kunsthistoriker fra Ecole du Louvre i Paris og udlært kunstelev hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, som jeg sidenhen repræsenterede i Frankrig. Jeg har også været elev i det Franske auktionshus i Paris i 3 år som ganske ung.
I mit galleriregi har jeg haft skiftende udstillinger med fokus på samtidskunstnere hver 5. uge i 10 år nu. Jeg har også specialiseret mig i fotografi, fordi ingen gallerier herhjemme gik særligt meget op i det. Herinde er vi specialiserede i kunst på papir i det hele taget, men vi sælger al slags kunst, bare det er af høj kvalitet, hvad enten det er maleri, fotografi, skulptur, installation eller keramik.
Banja har KRAMBI shirt på.
Maleriet er lavet af Albert Merts
Kunst af Annette harboe flensburg
Hvilken anden (kvindelig) kunstner eller galleriejer inspirerer dig og hvorfor?
Der har været nogle meget markante kvinder, men rigtig få, som har inspireret mig, fordi de fleste i vores branche var mænd. Det har været vigtigt for mig at vide meget for at få respekt. Det er klart, at jeg har været inspireret af både mænd OG kvinder. Især Denise Rene inspirerede mig i Paris. Hende har jeg kendt og talt med flere gange, og jeg gik forbi hendes galleri næsten hver dag. Hendes sted var noget ganske særligt. Jeg så, hvordan hun blandt andet promoverede danske kunstnere i Paris, heriblandt Richard Mortensen, Robert Jacobsen og Gun Gordillo. "Det kan jeg også" tænkte jeg og startede et nordisk fotogalleri i det 9. arrondissement lige ved siden af Drouot, det franske auktionshus, hvor jeg havde arbejdet som ganske ung, og hvor jeg kendte så mange mennesker, der alle handlede med kunst. Kvindelige kunstnere, fotografer som Tove Kurtzweil, Kirsten Klein, Nanna Bisp-Büchert og Marianne Engberg, har inspireret mig meget. Malere som Kirsten Christensen, Oda Knudsen, Jytte Rex og Sys Hindsbo har ligeledes sat dybe spor i mig. De skildrer jo verden ud fra et kvindeligt perspektiv, og det fornemmer man let. Marianne Engberg, der boede det meste af sit liv i New York, har lært mig en masse om fotogallerier, som der er mange af i USA. Hun har været en stor inspiration, og det har hele hendes forhold til fotografi som kunstart også.
Banja har KASEIA silke skjorte på.
Vasen er lavet af Peder Rasmussen
Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
Jeg har valgt at få mange børn. Jeg har født 5 og opdraget 7, og det er klart, at det påvirker ens karriere, hvis man altså gerne, som jeg, vil være meget sammen med sine børn. Men jeg har også altid haft et ben i kunstverdenen. Så det er klart, at det at være selvstændig har givet en stor frihed. Jeg har arbejdet, når de sov og var i skole. På et tidspunkt lukkede jeg galleriet kl. 16 selv om alle de andre gallerier var åbne til 17 eller 18. Det betød, at jeg kunne hente børn, fordi min mand arbejdede langt væk og altid var hjemme sent. Den kommercielle kunstscene fra 1986 til i dag har været mandsdomineret. Mænd, der handlede med mænd. Eller handlede med ægtepar, hvor det var manden, der var primus motor. Det er heldigvis ved at ændre sig nu. Men først rigtig i løbet af de sidste 8-10 år synes jeg.
Det har i mange år været svært at sælge kvindelige kunstneres værker, som jeg ellers selv har holdt meget af. Som sagt har de fleste kunstsamlere og kunstnere historisk set været mænd. Så der er jo en grund til at kvindelige kunstnere er underrepræsenteret på museer og i private samlinger og at deres værker har været billigere. I vores branche handler det om udbud og efterspørgsel. Lidt over halvdelen af kunstnerne er kvinder men, hvis efterspørgslen ikke er der og udbuddet er stort, så har det en effekt på prisen. Kvinders kunst koster ikke så meget som den burde i forhold til mændenes. Der er heldigvis kommet en del kvindelige gallerister i løbet af de sidste 5-8 år, så det billede ændrer sig også nu. Dog er det gået virkelig langsomt og det tager jo tid at etablere sig og det er vigtigt at holde ud.
Skulpturer af Niels Guttormsen og Kasper Heiberg
Hvad har været det mest udfordrende ved at arbejde i branchen?
I mit tidligere firma, hvor jeg arbejdede i 17 år, inden jeg blev selvstændig, kunne jeg se, at kvinderne aldrig kom helt til tops. Det hed sig, at de ikke så gerne ville, men det tror jeg ikke var rigtigt. Man skulle virkelig kæmpe for at blive værdsat for det, man gjorde, hvis man var kvinde. Sådan tror jeg ikke mændene havde det. Nogle af dem blev jo også partnere hen ad vejen, men ikke kvinderne. Hende, der kom efter mig som repræsentant i Paris, er heldigvis fuldtidsansat med fast løn, og kvinderne begynder at slå med hammeren nu. Jeg håber, at jeg har været med til at bane vejen for næste generation af kvinder i vores branche.
Kunst af Knud Odde "Marcel Proust i korkrummet, i sengen".
Hvad ønsker du at folk lægger særligt mærke til i dit galleri og den måde du viser kunst på?
Jeg ønsker et galleri, hvor folk tør gå ind ad døren. Jeg ønsker, at nye kunstkøbere føler, at der også er noget for dem. Alt skal ikke koste 1 million. Der skal være noget for enhver smag og pengepung. Vi vil gerne være med til at udklække den næste generation af kunstsamlere. Det skal ikke være for fint, men god kvalitet. Man kan altid tale med os, og vi vil gerne spare. Det med altid at gå hjem og spørge sin mand til råds, må stoppe. Vi har jo heller ikke samme smag i bøger og film. Det er meget personligt, hvad man kan lide. Man kan jo godt have hvert sit hjørne i huset.
Foto taget af Stuart McIntyre.
