MUNTHE ART MONDAY: JOHANNE RUDE LINDEGAARD

Navn: Johanne Rude Lindegaard
Profession: Billedkunstner
Hjemmeside: johannerude.com
Instagram: @johanne_rude

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Jeg hedder Johanne Rude Lindegaard. Jeg er billedkunstner uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og Akademie der Bildenden Künste Wien. Jeg arbejder med abstrakt maleri. 

Ofte er værkerne meget store og nærmer sig det installatoriske, fordi de inddrager den arkitektur, som de udstilles i. Jeg vil gerne udfordre vores møde med maleriet, som noget statisk på en væg. For mig er kroppens erfaring grundlag for vores psykiske rum. Derfor laver jeg tit værker, der taler til kroppen. Jeg visualiserer det underbevidste. Dermed prøver jeg at skabe portaler til ubearbejdede steder i mig selv via materialer og teknik. Kunst kan frigøre vores undertrykte potentiale og hjælpe os til dybere erkendelser, hvis vi bliver berørt af den. Jeg er interesseret i det sted, hvor der ikke er for mange faste holdepunkter, og hvor åbenhed har en værdi og dermed danner mulighed for udvikling. På min seneste soloudstilling Skygger i stykker på Overgaden lavede jeg monumentale installatoriske malerier ud fra mine oplevelser med en kompliceret fødsel og efterfølgende barsel. Jeg benyttede det abstrakte maleris ide om et alment sprog til at sætte billeder på en, i kunsthistorien ofte overset, kvindelig erfaring.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg har længe prøvet at undgå at fokusere på mit køn i min kunstneriske udvikling, fordi det føltes som en begrænsning. Jeg ville ikke acceptere, at der var muligheder, som jeg ikke kunne gribe pga. mit køn. Jeg arbejder med abstrakt maleri som traditionelt set er et rigtig “macho medie”. Derfor var jeg ret bevidst om at arbejde i meget stor skala for at bevise, at jeg godt måtte fylde noget og tage plads. Der var meget trods i det. Men da jeg blev gravid og havde en kompliceret fødsel og barsel, havde jeg for første gang en følelse af, at jeg ikke kunne flygte fra mit køn, og at der ikke var nogen skam i at bearbejde og bruge den oplevelse kunstnerisk. Det var en terapeutisk proces at arbejde meget fysisk med de store formater, så jeg fik ejerskabet over min krop tilbage. Jeg tror, at der ligger et meget dybt indlejret hierarki i os, der dikterer, hvad der er god og mindre god kunst og hvilke temaer der er vigtige. Her ligger emner som traditionelt set tilhører det feminine meget langt nede på listen. Det synes jeg er så ærgerligt! Jeg tror alle (også mænd) får meget ud af at få indsigt i verdener, som vi ikke allerede kender. Det udvider vores empati og forbindelse til andre mennesker.

Så det har vel både påvirket min kunst og min karriere at være kvinde. Jeg har både mødt modstand og opbakning pga. mit køn. Jeg kan se, at oddsene er hårdere ift. at komme “i stald” på et galleri, da det stadig er lettere at sælge kunst fra mænd. Men jeg tror der sker et opbrud nu, også fordi der kommer flere kvindelige samlere og institutionerne har fokus på at fordele indkøb mere jævnt, også ift. minoriteter og oversete grupper. Jeg synes, at vi lever i en spændende tid, hvor diversiteten kan udvide vores verdensbillede, hvis vi tør tage imod.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Jeg har en lang liste, men nævner et par stykker her. Der er en stor maler som Agnes Martin, der arbejdede meget kompromisløst med det abstrakte maleri. Hun er spændende, fordi hendes værker er meget stramt komponerede, men samtidig er et ekspressivt udtryk, der fortæller om den menneskelige psyke og håndens arbejde. Hendes værker giver meget plads til beskueren, selvom hun selv er så utroligt nærværende i dem.

En nulevende maler er Katharina Grosse. Hun maler gigantiske værker, og jeg synes det er forfriskende at se den power hos en kvindelig maler. Værkerne beskæftiger sig med perception, og hvordan vi oplever verden. Hvornår noget er illusion, og hvornår det er fysisk materiale. Det er jeg selv meget optaget af som maler.

En kunstner på ca. min egen alder er forfatteren Olga Ravn og bogen Mit Arbejde. Bogen handler om hendes efterfødselsreaktion. Jeg synes, den er aftabuiserende og modig. Den gav mig et sidste skub ift. at bearbejde min egen fødselsoplevelse og reaktion i udstillingen Skygger i stykker i sommer. Jeg er taknemmelig for, hvordan litteratur på en mere konkret måde sætter ord på oplevelser, der kan være svære at rumme.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Jeg følte, at jeg blev sat lidt på standby under min barsel. Det er hårdt at se, hvordan andre arbejder videre med deres kunst, mens man selv er optaget af barnevogn og bleer og er fysisk hæmmet. Jeg havde heldigvis en god kæreste, der hjalp en masse, så jeg hurtigt kom i gang med at lave kunst igen. Kunsten er ret essentiel for, at jeg trives i livet generelt, så det var en svær periode.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Jeg håber, at de bemærker den materialitet og sanselighed værkerne rummer. Det paradoksale ved maleri er, at det både er materiale og illusion. Jeg synes, det er en fin analogi på, hvordan vores liv formes af både vores fysiske og psykiske jeg på samme tid. Jeg håber, at værkerne er så tilpas dragende, at folk bliver fanget ind og bruger tid med dem, men at værkerne også rummer en form for afstand, der giver plads til beskuerens egen oplevelse og kritik.

Hver mandag bringer vi et nyt interview med en kvindelig kunstner.

Følg MUNTHE ART MONDAY her