MUNTHE ART MONDAY: LUCY KENT
Instagram: @lucykentart
Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver.
Mit navn er Lucy Kent, en britisk nutidig landskabsmaler og grundlægger af Art for Charity Collective (ACC). Oprindeligt uddannet i portrætter, følte jeg mig mere betaget af landskabet omkring mig, og derfor er jeg selvlært i at male det. Jeg bor og arbejder i Wiltshire, primært en plein air tilgang, hvor jeg skaber fremhævende og energiske landskaber i olie, der skildrer store himmelstrøg og bølgende bakker. Med mit arbejde direkte fra livet, kombineret med knive og penselmærker, er mit arbejde energisk, levende og fordybende. Tilbage i april 2020 startede jeg ACC, et initiativ som støtter og promovere kunstnere, samtidig med at vi samler ind til værdifulde formål.
Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
Jeg har helt klart skulle arbejde hårdere.
Kunst af kvindelige kunstnere sælges stadig til en brøkdel af de priser, man får for sammenlignede værker udarbejdet af en mandlig kunstner. Dette påvirker alt fra galleripræsentationer til udstillingsmuligheder – det har gjort mig mere målrettet og ambitiøs.
Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?
Jeg elsker Barbara Hepworth, som blev ret misforstået i løbet af hendes karriere, og fremstod som værende overambitiøs. Jeg tror, at hendes citat opsummerer tingende for mange kvindelige kunstnere så godt, at jeg vil sige hun var på forkant –” arbejdets diktater er lige så overbevisende for en kvinde som for en mand. Ikke konkurrencemæssigt, men som komplementære”. En kvindelig kunstner bliver ikke berøvet ved at lave mad og få børn – man næres faktisk af dette rige liv, forudsat at man altid laver noget arbejde hver dag, selv en enkelt halv time, så billedet vokser i ens sind”.
Jeg beundrer også Helen Frankenthaler’s brug af farver, udtryk og atmosfære, Maggie Hambling’s afslappende tilgang og Gerogia O’Keefe’s brug af linjer.
Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?
At blive mor, er noget af det mest skønneste og givende der er sket for mig, men det kom også med udfordringer. Børnepasningen er et problem for kvinder, som ikke ønsker at gå på kompromis med at være nybagt mor og kunne være en kunstner. Samt presset ved at jonglere at være mor og kunstner.
Dårlig (mor) samvittighed – så føler jeg mig konstant i dilemma mellem de forskellige veje, og ikke have nok tid til mine børn og arbejde – når jeg snakker med andre kvinder, tror jeg det er en ganske normal tanke og følelse at have.
Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?
Mit ønske er, at mine malerier transporterer den enkelte individ et andet sted hen, en følelse af at begive sig væk og følelsen af nostalgi. Jeg er en hengiven farvelægger og fremhæver ofte farverne, sommetider for at skabe mere drama for eksempel ved en solnedgang. Eller gøre et snemaleri mere harmonisk blåt, for at give folk den følelse af ro fra en sprød og kølig morgen.
