MUNTHE ART MONDAY: Nana-Francisca Schottländer

Fortæl os om dig selv og din kunst. / Hvilke temaer forfølger du i dit arbejde? / Fortæl os om din proces.

Jeg har en baggrund indenfor dans og fysisk performance og har siden 2001 arbejdet med koreografi, dans, performance, installation, video, fotografi, tekst, objekter og en masse hybridformater i krydsfeltet mellem disse. Jeg har længe været optaget af at udforske relationel skabelse - både mellem mennesker i publikumsinvolverende- og aktiverende performances, i stedspecifikt arbejde med rum og steder, og også i mødet med mere-end-mennesker som sten, svampekulturer, landskaber og fænomener som vind, jord, tidevand, og vækster. Jeg er optaget af der, hvor æstetisk rammesatte, gensidigt re-spektfulde og nysgerrige udvekslinger kan skabe nye udtryk og erkendelsesrum. Jeg forsøger i mit arbejde at udforske forskellige måder at tilgå dette, og ofte er mine processer en slags laboratorier til at undersøge temaer og koncepter i samarbejde med andre/andet. Selve undersøgelsesprocessen er det egentlige værk, og ud af denne proces kommer så erfaringer og materiale, som viderebearbejdes i for-skellige værkformater.

Navn: Nana-Francisca Schottländer
Profession: Performance, visuel og konceptuel kunstner
Hjemmeside: https://nanafrancisca.wixsite.com/nanafrancisca
Instagram: https://www.instagram.com/nana_francisca/

Grundlæggende er jeg optaget af at udfordre min egen forståelse af eksistens - både teoretisk og intellektuelt, men også ved at bruge min krop som et redskab for at legemliggøre og aktivere andre oplevelser og erkendelser i mødet med verden.Jeg forpligter mig ikke til et bestemt format men arbejder med de udtryk, som projektet eller undersøgelsen kalder på. Og jeg samarbejder ofte med andre i mine undersøgelser. For tiden arbejder jeg på mit kommende projekt HABITAT + BODYSCAPING.

Projektet fokuserer på Jorddepotet på den yderste spids af Københavns Nordhavn: resultat af 8-9 års jorddeponeringer på et område, der tidligere var hav. Et halvgiftigt fremtidsland, hvor udskrabninger fra by-kroppens underliv formes i dynamiske koreografier mellem mennesker, maskiner, og alt det, der spontant kommer til live her.

Det er et ekstremt relevant sted at forholde sig til de perspektiver på gensidigt formende udvekslinger og sammenfiltringer mellem menneske, materie, by, natur, fortid, fremtid, krop og landskab, som vo-res tid kalder på.

Til sommer udmunder det i en større udstillingsinstallation i Tunnelfabrikken, en publikums-koreograferende landskabsperformance på selve Jorddepotet, som spiller i forbindelse med Metropo-lis' sommersæson '21 og en publikation, som undersøger området kritisk, spekulativt og nysgerrigt. Alle delene udvikles i samarbejde med en række dygtige kunstnere, som er inviteret ind i projektets undersøgelser.

Hvad udgør, efter din mening en stor kunstner? Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere der har inspireret dig?

De kunstnere, jeg selv er inspirerede af, er nysgerrige og udfordrer sig selv og den verden og virke-lighed, vi lever i, for at skabe sprækker, andre måder at opleve på, andre måder at forstå os selv og vores væren i verden. Jeg er stor fan af kunstnere, som sætter sig selv på spil og bruger deres eget liv som materiale. Der er f.eks. Louise Bourgeois, Sophie Calle, Björk, Marina Abramovic, Virginia Woolf. Deres medier og udtryk er forskellige, men de udspænder universer, jeg som beskuer/oplever kan træde ind i. Jeg kan lade mig opsluge af deres verden og derfra forstå/sanse mig selv og min vir-kelighed på andre måder. De er aktivt til stede i deres eget arbejde, både som subjekt, objekt og grundmateriale. Deres dybt personlige udgangspunkter rummer og udfolder noget universelt. Jeg sy-nes også at SIGNA (dansk performance-gruppe, som jeg har samarbejdet med i en længere årrække) kan noget af det. Og det er for mig stort, at en kunstner kan skabe noget, som bevæger og flytter mig og min forståelse af verden.

Har du et mål med, eller et ønske for, din kunst?

Jeg er nok ret streng overfor mit eget arbejde forstået på den måde, at det er centralt for mig at det skal møde og bevæge mit publikum aktivt. Jeg bryder mig ikke om at lave noget, der bare sådan findes uden at gribe fat i dem, der oplever det. Der er så meget, der hele tiden kalder på vores opmærksom-hed og bytter den mod ligegyldigt, letfordøjeligt crap, der gør os dumme, ligeglade og magelige i vores lille status quo. Jeg vil gerne, at mit arbejde skal gøre noget andet. Det er ikke altid jeg kan leve op til det. Men hvis jeg ikke higer efter det, synes jeg lige så godt jeg kan lade være. Jeg vil ikke spilde hverken min eller andres tid og opmærksomhed på ligegyldigheder. Jeg håber at mit arbejde på sin egen subtile måde kan være med til at flytte på noget i den måde, vi oplever og udlever os selv som mennesker i verden i samspil med alt det, der er her med os.

Har du nogensinde oplevet at dit køn har påvirket din karriere?

Jeg har tidligere haft et både meget nysgerrigt og lidt ureflekteret forhold til mit eget køn og til den position i verden, det medfører. Måske fordi jeg til dels er opdraget ukønnet og ikke nødvendigvis opfatter mig selv som entydigt kvinde. Jeg har været langsom til at forstå, at andre gør det, og hvad det betyder. Og til at forstå nødvendigheden af, at jeg selv forholder mig til det tegn eller den fortæl-ling, min krop og mit køn afstedkommer.

Kroppen har altid været central i mit kunstneriske arbejde, og i og med at den er en kvinde-krop, er jeg stødt på både mine egne forventninger til, hvad sådan en krop skal være og gøre, såvel som andres. Jeg har i de senere års arbejde oplevet at blevet provokeret af at blive aflæst som en kvindekrop frem-for som menneskekrop, og i takt med det er jeg begyndte at forholde mig til mit køn i mit kunstneriske arbejde. Men jeg føler mig lidt som en novice. Og det er en fortsat undersøgelse, hvordan jeg kan rumme og bruge mig selv og min krop som materiale med de koder, mit køn afføder, og samtidig ud-fordre og bryde dem for at pege på mere end det kønnede.

Der er kommet megen fokus på, hvordan vores køn påvirker vores professionelle muligheder som kvinder og den eksponering, vores arbejde har modtaget eller ikke modtaget på grund af det. Og jeg synes det er en ekstremt vigtig samtale at holde fast i. Der er jo ret konkrete statistikker der fortæller, hvordan billedet har set ud længe. De taler deres eget sprog. Og heldigvis gør de det så tydeligt, at vi ikke kan undgå at forholde os til de strukturelle dynamikker, som har været svære at sætte på dagsor-denen tidligere. Det er vigtigt at holde fast i, at det her ikke er et lune eller en tendens, men en bevæ-gelse som må og skal afføde nogle andre måder at agere på for de institutioner, som viser og håndterer kunst og vælger, hvilke kunstnere der skal eksponeres. Samtidig bliver de her strukturelle tendenser også nemt en del af vores egen, indbyggede opfattelse af vores eget arbejdes værdi og berettigelse. Og de skal udfordres indefra, både af os hver især og i fællesskab.

Hver mandag bringer vi et nyt interview med en kvindelig kunstner. Følg med i MUNTHE ART MONDAY her.