MUNTHE ART MONDAY: SUZON LAGARDE

Navn: Suzon Lagarde
Instagram: @suzonlagarde
Website: suzonlagarde.com

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Mit navn er Suzon Lagarde. Jeg er en fransk figurativ maler, som nu bor i London. En vigtig del af min praksis sker fra direkte observation ved brugen af oliefarver eller gouache (vandfarver), for at se på mine umiddelbare omgivelser (mennesker, genstande, steder). Når jeg arbejder ud fra livet, er det gennem spillet af lys, farver og abstrakte former, at jeg kommer i kontakt med det emotionelle, som der bevæger mig på daglig basis.

Kan du nævne nogle andre kvindelige (kunstner), der inspirerer dig og forklare hvorfor?

Der er masser af kvindelige kunstnere der inspirerer mig. Jeg vil nævne Roxana Halls, Rebecca Fontaine-Wolf, Nadia K Waheed og Meredith Marsone. De fejrer hver især kvinders sind og kroppe og tør tackle vigtige emner som menstruation, seksualitet, den dygtige eller handicappede krop, køn ... og gør det på virkelig dybe og modige måder.

Disse kvinder inspirerer mig til at være så frygtløs som muligt i min egen praksis, så jeg kan producere ærligt arbejde, og til gengæld forhåbentlig også engagere og inspirer andre.

En anden del af mit arbejde er skabt af fantasi og minder. Det giver mig mulighed for at udforske emner, som jeg ikke ville have ord for; at samle penselstrøg til at vove sig ind på oplevelsen af at være menneske og de kampe, der følger med.

Kan du forklare mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere? 

Jeg er for nylig begyndt at være opmærksom på, hvordan kønsstereotyper har formet mine oplevelser, som menneske og som kunstner. Når det kommer til kunst, vises det gennem behovet for 'kvindespecifikke' kunstpriser, udstillinger eller initiativer som jeres - sådan "positiv diskrimination" er en markør for, at vores arbejde ellers ikke ville vises, og vores stemmer ikke ville høres ligeværdigt.

Hvad har været det mest udfordrende aspekt ved at være kvindelig kunstner?

Som jeg nævnte før, er der overbevisninger og adfærd, som sandsynligvis ubevidst har bremset mig ned, som har været baseret på mit køn og den patriarkalske kultur, som vi vokser op i. For eksempel ved at være ukomfortabel med at udtrykke mig selv, at tage min plads, at have og vise selvtillid, fra min måde at male på til at tale om mine værker og endda at sælge dem.

Det er også trist at indse at et flertal af kunststuderende eller kunstentusiaster er kvinder, men dog er det oftest mænd, hvis hobby bliver til et vedvarende job og en værdsat praktisering. Jeg håber, at disse foruroligende kendsgerninger vil udvikle sig hurtigt, samt bringe mere retfærdighed i muligheder på tværs af klasse, race og alle minoriteter der lider under denne, i øjeblikket privilegerede virkelighed.

Hvad kunne du tænke dig, at folk bemærker ved dine værker?

Det er et genialt spørgsmål, som jeg ikke er vant til at besvare. Når et kunstværk er skabt, accepterer jeg at det får sit eget liv og folk kan projicere, hvad der end er meningsfuldt for dem, uafhængigt af hvad jeg havde til hensigt at præsentere.

Men jeg tror, jeg holder af at indføre ærlighed og sårbarhed til mine malerier. De indeholder modsætninger: farverige former som tackler mørkere emner. Hovedpersoner er børn, men de forsøger allerede at undslippe virkeligheden. På lignede måder ser folk mig først som en glad person, men jeg kæmper stærkt med min mentale sundhed. Mine malerier afspejler dette: lyst på overfladen men råt og sorgfuldt, for dem der er villige til at se det. Jeg er meget taknemmelig, for at jeg har kunst til at udtrykke denne – temmelig universelle – kompleksitet samt finde måder på at ‘føle sig set’.

Hver mandag bringer vi et nyt interview med en kvindelig kunstner.

Følg MUNTHE ART MONDAY her