MUNTHE ART MONDAY: DITTE EJLERSKOV

Navn: Ditte Ejlerskov
Instagram: @ditte_ejlerskov
Hjemmeside: ditteejlerskov.com

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

I 2002 begyndte jeg på min kunstneriske uddannelse og arbejdede en del med video, som jeg også blev optaget på akademiet med. Video havde mere eller mindre en pause på 20 år i mit virke, men er kommet tilbage nu med min installation i loftet på Nikolaj Kunsthal. Jeg gik 5 år i Malmö med et lille hop til Cooper Union i New York også. Egentlig har jeg primært arbejdet gennem maleri som stadig er en vigtig brik i mit liv. Det er som om jeg filtrerer alting gennem maleriet. Jeg har for nyligt indset, at jeg i en årrække – måske i 15 år – har arbejdet uden stop, og at jeg hektisk har ladet mig guide af mine input. I en lang periode bearbejdede jeg billeder, der kom til mig gennem mainstream kulturen og scam-emails. Billederne var ofte repræsentative. Denne omfattende serie af arbejde (fra 2006-2018) resulterede i en periode, hvor nye og ældre lærreder i mit atelier blev skåret op, vævet sammen igen, blev fortættede, hektiske, flimrende, forvirrende, abstrakte men ofte med de repræsentative elementer som base.

Det var, som om de repræsentative malerier langsomt ødelagde sig selv eller komplicerede sig ind i nye mere formelt abstrakte formationer. I en periode på nogle år nu, har jeg malet farvegradient-malerier. Jeg begyndte at interessere mig for stilhed, farve-healing, meditation og lykkehormonet Oxytocin. Jeg tænker på denne periode, som jeg stadigvæk befinder mig i som min ”udrensning”, for malerierne fungerer nærmest helbredende for mig. Mit nye maleri-spor ligger dog et lidt andet sted, nemlig tilbage i repræsentations-maleriet, som helt havde selvdestrueret sig i min praksis. Jeg indser nu, at det ikke var værktøjet (det figurative) men mine valg af temaer og motiver, der imploderede mellem hænderne på mig.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Eftersom jeg boede i Sverige i 12 år og startede min karriere der, så mødte jeg ikke nogen speciel modstand i forhold til mit køn. Jeg har arbejdet en del med portrætteringen af kvinder i mainstream media. Men egentlig har det der mere været “the male gaze” jeg har set på og ikke så meget den egentlige kvindemodel. Tidligere har jeg benyttet den kommercielle, mainstream popkultur som metode for min maleriske analyse af samtidens opfattelse af feminisme, race, køn og seksualitet. Men det var et svært tema - det var de malerier som nærmest smuldrede mellem fingrene på mig. Jeg har på min hjemmeside grupperet mine malerier sådan at denne periode som jeg ser som intens og splintrende har fået titlen “The Intensities”. I denne periode vævede jeg meget med lærrederne. Her var jeg inspireret især af forskellige kvindelige kunstnere fra modernismen som arbejdede med tekstiler og vævning. De vævede lærreder ligner faktisk digitale værker på en mærkelig måde selvom de egentlig er meget taktile og håndlavede. Der er flere erfaringer fra denne periode, som nu ligger nogle år tilbage, som jeg har taget med mig nu, hvor jeg er begyndt at arbejde med store vævede tæpper i uld.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Agnes Martin har jeg kigget meget på. Den stilhed og koncentration hun kan bringe til lærredet, har lært mig meget. Anni Albers har jeg også været meget optaget af, da hun virkelig udviskede grænserne ud mellem traditionelt håndværk, vævning og kunst på et tidspunkt hvor tekstilkunst ellers blev set ned på og kaldt "kvindekunst”. I samtiden tænker jeg, at jeg kunne nævne Marguerite Humeau. Som i mine egne værker taler Humeau både om forhistorie og fremtidige scenarier, og hun spænder over store afstande i rum og tid i sin forfølgelse af den menneskelige eksistens mysterier. Hun puster liv i tabte ting, hvad enten det er livsformer, der er uddøde, eller ideer, der er forsvundet fra vores mentale landskaber. Hun udfylder huller i viden med spekulationer og forestillede scenarier - sådan noget elsker jeg - og hendes mål er at skabe nye mytologier for vores samtid. Det er præcis det jeg selv forsøger at gøre, så det er nok derfor jeg har øjnene fikseret på hendes praksis også. Andre samtidskunstnere der er spændende at følge, er fx Sif Itona. Med afsæt i bl.a. den græske mytologi og middelalderens ikonografi tematiserer hun skulpturer i gasbeton og taler om det moderne menneskes påvirkning af naturen og den lurende klimakatastrofe. Virkeligt smukke værker der fascinerer mig på forskellige niveauer.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Jeg ser ingen problemer med at være kvindelig kunstner. Egentlig. Derimod er der mange der antager, at jeg vil arbejde gratis. Når jeg spørger om løn eller honorar får jeg at vide at mænd aldrig beder om løn. Det er sket for mig flere gange. Men jeg lader lidt som om det ikke sker. Tidligere gik jeg meget i kamp med journalister, der kun lavede interviews med mænd, gallerister og kunsthaller der kun viste mænd eller lavede plakater som HILMA og PICASSO, fornavn = lille pige, efternavn = professionelt geni. Med installationen About: The Blank Pages startede jeg sammen med Eva Marie Lindahl en lille krig mod med det populære forlag Taschen og deres manglende repræsentation af kvinder i deres basic art series. På baggrund af støtte fra Ny Carlsbergfondet fik Arken værket til sin samling sidste år. MASP i Sao Paulo og Malmö Kunstmuseum ejer de andre eksemplarer af værket som vi lavede i en edition på 3. Jeg må sige, at jeg ikke rigtigt længere lægger så meget energi i disse politiske spørgsmål. Jeg gør som Beyoncé; fokuserer på arbejdet og håber at kunne lede via eksempel. En af mine crypto guruer sagde for nyligt dette: “Being underestimated is a gift. Stop trying to convince. Just execute.” Det beskriver mit nuværende outlook ret præcist. Men jeg er sikkert klar til kamp igen senere. Jeg har bare haft fokus lidt på noget andet den seneste tid.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Det aktuelle spor i mit arbejde tager udgangspunkt i ”The Uffizi Wrestlers” – en romersk marmorskulptur. Skulpturen forestiller to mænd i kamp. Jeg bruger skulpturen og dens dynamik som layout for min bearbejdelse af en kamp, der foregår i min egen krop; kampen mellem lykkehormonet Oxytocin og stresshormonet Adrenalin. De kæmpende kroppe i mine malerier er kvinder. Som person har jeg hele mit liv været drevet af stresshormonerne (kamphormonet Adrenalin og langtidsstresshormonet Kortisol), men jeg indså i forbindelse med fødslerne af mine to børn, hvor meget magt disse hormoner i vores blod har over oplevelser, handlinger, følelser og livsanskuelser generelt.

Kamp-fødslen af mit første barn fik mig til at stille spørgsmålet; kan der være et alternativ til Adrenalinen? I forberedelsen til mødet med mit andet barn opstod ikke bare farvegradientmalerierne, men også et indtrængende ønske om at forstå og mestre at surfe på Oxytocin og Endorfin-hormonerne i stedet for frygt og kamp. Jeg vil gerne, at folk lader dette sive ind i deres eget blod. Det har ikke været let at formulere dette tema i kunst, da fødsel er et stort tabu i både samtidskunsten og kunsthistorien. Men nu har jeg altså gjort det og det var slet ikke så grænseoverskridende, som jeg troede.

Hver mandag bringer vi et nyt interview med en kvindelig kunstner.

Følg MUNTHE ART MONDAY her