MUNTHE ART MONDAY:
VESNA VRDOLJAK
Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver
Mit navn er Vesna Vrdoljak, jeg er 44 år gammelt, halv hollænder og halv kroatisk. Jeg er gift og har en datter og en søn.
Jeg er selvlært kunstner, der arbejder med papir. Jeg laver collager; klipper, klistrer og skærer med kniv. Jeg arbejder med gamle papirer, aviser og bøger – og jeg foretrækker materiale fra 1940’erne – 1970’erne. Jeg arbejder også med fotos, detaljer fra fotos, blanke eller forældede sider fra bøger og forsider og postkort. Generelt alt efterladt materiale, eller rester fra papir. Jeg kan godt lide udseendet og følelsen af gammelt papir. Særligt den tydelige struktur og de mærker tiden har efterladt sig på overfladerne.
Jeg finder for det meste inspiration i naturen; bjergene, havet og sten. Når jeg leder efter materialer, leder jeg eksempelvis efter billeder af naturen og farver fra blomster eller planter. Jeg drages tit af arkitektoniske linjer og møbeldesign, men lige så meget af farverige baggrunde og skygger eller omrids fra genstande.
Kan du forklare nærmere, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
Før jeg brød igennem som kunstner, arbejdede jeg i forskellige brancher indenfor kunst og film, men mest i marketingafdelinger.
Da min datter var baby, var jeg meget hjemme og havde mulighed for at udforske mine kreative kompetencer. Og senere da jeg begyndte at tage mig selv lidt mere seriøst som kunstner, oplevede jeg udfordringer, når jeg skulle finde tid og rum til at skabe. Jeg tror det kan være en typisk kvinde-ting, ikke at turde tage springet og stå op for sig selv og sit arbejde. Især når der ingen garanti er for, at man kan tjene penge på det, man laver.
Hvilken anden kvindelig kunstner inspirerer dig og hvorfor?
Louis Bourgeois. Hendes vedholdenhed omkring både at arbejde og opfostre sin børn, imens hun døjede med depression og angst på samme tid, er for mig, meget beundringsværdigt. Bourgeois troede på, at ’kunst er en garanti for fornuft’, og jeg har det på samme måde.
Lou Doillon. Hun er rock n roll og klassisk på samme tid. Jeg elsker hendes stil og hendes simple så tegninger.
Jeg beundrer enormt meget Madonna, som stadig står oprejst efter så mange år, hvor hun har fulgt sin helt egen vej.
Rineke Dijkstras ærlighed og rå portrætter af kvinder og piger.
Tracy Emin, hendes modighed og bekendelseskunstværker.
Patti Smith, et ikon.
Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?
Det mest udfordrende er helt sikkert at skulle kombinere moderskabet med det at være kunstner. I en ideel verden, ville jeg arbejde og skabe, når jeg føler mig inspireret. Men i min virkelighed nu, sætter jeg begrænset tid af til at arbejde. Og kun her kan jeg skabe og være kreativ. Det kan være frustrerende, hvis jeg indenfor den tidsramme ikke føler mig inspireret til at skabe noget. Men på den anden side forhindrer det mig også i at bruge flere timer ”henslængt” i studiet, hvor jeg alligevel ikke får produceret noget. Men jeg syntes alligevel, det er svært at finde den gode balance imellem det hjemlige og mit kunstneriske.
Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?
Jeg kunne godt tænke mig, at folk sætter pris på mit strejf af minimalisme. Men mest af alt ønsker jeg, at folk kan gennemskue mit hjerte og min kærlighed, jeg lægger i arbejdet. Jeg har nemlig selv bemærket, at de værker der repræsenterer mit hjerte og min sjæl – uanset hvor små eller minimalistiske de er – er dem, der er mest værdsat af beskueren. Det elsker jeg.
