MUNTHE ART MONDAY: ASTRID BRYDER

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Mit navn er Astrid Bryder, jeg 29 år og bosat i København. Min kunstneriske praksis består af maleri og kameraløst fotografi - begge dele abstrakt. Jeg er optaget af, hvordan kunst opleves på baggrund af teknik, materialer og farvekombinationer.

Astrid har Sumatra pants på.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Jeg er ret vild med Maja Malou Lyse. Selvom om vores værker ikke minder om hinanden, så er jeg betaget af den måde hun problematiserer rammesætningen af, hvordan kvinder og køn generelt bliver fremstillet i hverdagen. Det jeg kan bruge og får ud af hendes praksis er at manifestere mit køn og retten til at være kvinde i kunstbranchen.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

At blive set og hørt. Det er som mange andre brancher en mandsdomineret branche, selvom det har udviklet sig meget på selv de år jeg har været i den. Der er stadig lang vej igen - synes jeg i hvertfald. Jeg husker at have mistet modet flere gange, stadig velvidende at det ikke ville betyde at jeg ville give op. Jeg har følt, at jeg ikke bliver betragtet som ligeværdig med mandlige kunstnere. Jeg vil ikke betragtes som en kvindelig kunstner, bare en kunstner.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg husker tydeligt, da jeg var 21 og var med på min første udstilling på et galleri her i København. Jeg var ung, helt grøn i kunstbranchen og jeg blev mødt af mennesker der ikke tog mig alvorligt grundet min alder og mit køn. Det var meget tydeligt. Flere troede jeg var der for at servere champagne for gæsterne. De kiggede undrende, da de fandt ud af, at jeg var en af kunstnerne. De spurgte kun ind til om hvorvidt jeg gik på kunstakademi og slet ikke ind til de af mine kunstværker, der var med på udstillingen. Jeg var selv den eneste kvindelige kunstner på udstillingen. Jeg blev ked af det, men også vred. Jeg brugte den vrede til at finde min egen vej i kunstbranchen. Mit fokus har altid været at prioritere mit mentale helbred, for uden det kan jeg ikke skabe den kunst, som jeg gerne vil. Jeg insisterer på at tale højt for at blive hørt, specielt af de ældre garvede mænd der føler de ejer branchen, men vi er en ny generation af kvinder, der kan og gør hvad de vil.

Astrid har Sussima blazer på.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Jeg håber, at beskueren ser alle facetterne af værkerne. I teksturmalerierne er det ikke bare det, at de skifter farve, når man bevæger sig rundt om dem, men også hvordan de bevæger sig ud i rummet og leger med dit syn, via den optiske illusion. De bliver levende, men er stadig simple og minimalistiske. I de kameraløse håber jeg at man kan dykke ned i mediet fotografi. Jeg er dybt fascineret af analogt fotografi, da det opstår af lys der rammer en overflade. I stedet for at have motivet i fokus, som hvis det var et portræt, vil jeg gerne have at folk ser, at det stadig er lige så meget et fotografi, fordi de begge er skabt af lyset der rammer en lys sensitiv overflade. Det er så simpelt og dybt fascinerende. Tænk at nogen engang har opfundet det!