MUNTHE ART MONDAY: Carolina Echeverri

Navn: Carolina Echeverri
Website: carolinaecheverri.com
Instagram: @carolinaechev

Introducer dig selv og fortæl hvad du laver.

Jeg kommer oprindeligt fra Colombia og er en kunstner, der arbejder med fotografi og skulptur. Jeg arbejder mest med analogt fotografi, hvor jeg elsker at eksperimenterer med forskellige metoder, så jeg kan skabe mit eget univers. Ligesom før i tiden, hvor man farvelagde sort/hvid fotografier, eller når jeg manipulerer med farverne i polaroid instant-fotografier, forsøger jeg at få levende of uforudsigelige farvekompositioner på mine billeder. På grund af min opvækst i Colombia spiller naturen en stor rolle i mit kunstneriske udtryk, så der er mange landskaber, naturlige formationer, flora og fauna i mine værker. Den menneskelige krop er også meget præsent i mine værker, og den optræder især når jeg beskæftiger mig med tematikker i relation til for eksempel religion og kultur.

Kan du forklare mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det at være kvinde har påvirket min karriere på mange forskellige måder. Jeg føler, at jeg har to liv – ét, hvor jeg arbejder med management i musikbranchen, og et, hvor jeg har min egen kunstneriske praksis.

Mine arbejdserfaringer er derfor tosidet. På den ene side, har jeg som kvinde været nødt til at arbejde hårdere og i flere timer end mine mandlige kollegaer, for at sikre mig en plads blandt dem. Jeg har også været nødt til at studere mere, og når jeg har lært noget, har jeg investeret rigtig meget tid i at blive en dygtig formidler, for at være sikker på at blive taget seriøst, når jeg har skulle formidle min nye viden. Det har krævet disciplin, stædighed og anstrengelse.

Jeg nævner det her, fordi kvinder i mange år har været underlagt nogle forventninger, der er så meget stærkere end dem der gælder mænd, når de skal tale i professionelle sammenhænge. Der har på en måde været konsensus om, at mænd bare ved hvad de taler om, når de taler, mens kvinder har en autoritet at skulle bevise. Selvom det er den samme situation mand og kvinde taler i. Det går hånd i hånd med idéen, om at en kvinde ikke kan være nørdet omkring ting, eller at hun ikke kan være lige så pertentlig og investeret som mænd. Det er den ene side af mit arbejdsliv som kvinde.

Den anden side er næsten helt omvendt. Det at være kvinde har været en vigtig og drivende kraft og motivation bag min kunstneriske praksis. Jeg fik mit første barn for næsten 8 år siden, og moderskabet gjorde mit liv så meget mere komplekst. Jeg fik et behov for kontinuerligt at skabe kunst. Alles erfaringer er jo forskellige, men for mig, gjorde dét at blive mor at jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved alting. Jeg stiller mig selv filosofiske spørgsmål hver dag, og tvinger mig selv til at evaluere og konfrontere min fortid og min egen opvækst. 

Moderskabet har udvidet og forfinet mit sanseapparat på en så voldsom måde, at jeg kun kan sammenligne det med den ultra-sensoriske oplevelse mennesker beskriver, når de har taget euforiserende stoffer. Man er hele tiden høj, når man er mor. Jeg oplever konstant at være høj på følelser – høj på frygt, høj på kærlighed – man lægger mærke til alting, og alt det nye man ser, kommer til at spille en rolle i ens hverdag. Det er overvældende på både godt og ondt, og kunsten er min måde at håndtere det hele på, og prøve at forstå og slutte fred med denne nye udvidede virkelighed.

Den anden side er næsten helt omvendt. Det at være kvinde har været en vigtig og drivende kraft og motivation bag min kunstneriske praksis. Jeg fik mit første barn for næsten 8 år siden, og moderskabet gjorde mit liv så meget mere komplekst. Jeg fik et behov for kontinuerligt at skabe kunst. Alles erfaringer er jo forskellige, men for mig, gjorde dét at blive mor at jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved alting. Jeg stiller mig selv filosofiske spørgsmål hver dag, og tvinger mig selv til at evaluere og konfrontere min fortid og min egen opvækst. Moderskabet har udvidet og forfinet mit sanseapparat på en så voldsom måde, at jeg kun kan sammenligne det med den ultra-sensoriske oplevelse mennesker beskriver, når de har taget euforiserende stoffer. Man er hele tiden høj, når man er mor. Jeg oplever konstant at være høj på følelser – høj på frygt, høj på kærlighed – man lægger mærke til alting, og alt det nye man ser, kommer til at spille en rolle i ens hverdag. Det er overvældende på både godt og ondt, og kunsten er min måde at håndtere det hele på, og prøve at forstå og slutte fred med denne nye udvidede virkelighed.

Det er også derfor, jeg bliver ved med at arbejde med dét som den røde tråd gennem mit fotografiske arbejde: Det handler om den natur, som jeg voksede op i, som jeg ikke kan dele med mine børn, fordi de vokser op et andet sted. Det handler om det greb religion har om kulturen, seksualiteten og kønsforståelsen. Det handler om sprog, og hvordan det skaber vores verdensbillede. Det handler om kærlighed men også om ondskab. Alle rædslerne og følelserne ville ikke være en del af mit liv, hvis jeg ikke var mor, og hvis jeg ikke var kvinde. Og det er de rædsler og følelser, der i fotografisk form finder vej og sætter forbindelser til andre mennesker. Selv i det mest minimalistiske fotografi af eksempelvis et bjerg, en sky eller et træ, kan røre et andet menneske, fordi de genkender det – men ikke kun som et bjerg, en sky eller et træ. Der ligger noget andet bag – og det er min kvindelighed og min moderlighed. 

Kan du nævne andre kvinder, der inspirerer dig, og hvorfor?

Der er så mange, der er slet ikke plads nok til at nævne dem alle her. Men hvis jeg skal indskrænke det, så er jeg især meget betaget af Anna Bjergers værker, hendes penselstrøg og poesien i hendes værker – jeg har et værk herhjemme, og det er min favorit. Hun er en af mine favorit kunstnere sammen med Mamma Andersson, som jeg bliver ved med at studere, fordi hendes farvepalette og teksturer simpelthen er geniale – hun er en sand mester i intimitet.

Jeg elsker Trine Søndergaards mørke univers, hun er fantastisk direkte og beslutsom, som ingen anden kontemporær kunstner, jeg kender. Sarah Moon og Anne Brigmans romantiske og smukt koreograferede værker får altid tårerne frem i mine øjne. Brigman var også forud for sin egen tid, og selv når man kigger på hendes værker i dag, er der ingen der fotografisk portrætterer poetisk kvindelighed, så godt som hun gør det. Gerda Taro er min yndlings dokumentariske fotograf, for hendes værker er ikke kun fantastiske som fotografier, men hendes mod er noget, som jeg er taknemlig for at være vidne til. Det kostede hende livet i sidste ende – frygtløse fotografer som hende holder de mørke perioder i historien i live, og de bliver i vores bevidsthed, så vi ikke kommer til at gentage dem.

Jeg kan ikke nævne de kunstnere, jeg ser op til, uden også at nævne en række fantastiske kvinder i musikken. De har fyldt så meget i mit liv, ikke kun fordi jeg har bevæget mig i musikken i professionelle sammenhænge, men også fordi deres musik er en stor del af min hverdag. Neko Case er en af de dygtigste og mest udtryksfulde sangskrivere, jeg nogensinde har kendt til, men hun er også en mesterlig melodiker. Jeg elsker også Mavis Staples og det hendes musik og historie har gjort for lighedskampen på tværs af generationer af kvinder – men også når det handler om race, hendes familie spillede en kæmpe rolle i borgerrettighedsbevægelsen. Phoebe Bridgers’ ligefremme og humoristiske fortællinger om at være ung amerikaner, Torres og Anna Calvis stærke og vilde guitarspil, og Lido Pimientas moderne og varme fortolkning af cumbia og colombiansk musikhistorie er kæmpe inspirationskilder for mig.

Til sidst har jeg også en række unge inspirationskilder, der er med til at forme den danske musikscene. Jeg synes, det er vigtigt, at alle bliver opmærksomme på de fantastiske kunstnere, som vi har her i Danmark, og jeg kan kun anbefale at man går på opdagelse i deres værker: Clarissa Connelly, Majke Voss Romme (tidligere Broken Twin), ML Buch, Katinka Fogh Vindelev, Ydegirl, Molina og Astrid Sonne.

Hvad har været den største udfordring i at være en kvindelig kunstner?

Jeg tror der er to ting, der har været de mest udfordrende: Den ene er tid, for som mor er der bare aldrig tid nok til at få alle idéer ned på fotografier. Jeg føler også, at jeg er 10 år bagud i sammenligning med mine mandlige kollegaer, da det at være gravid og føde to børn har taget tid og sænket processen – jeg kan ikke være i mørkerummet som gravid, og barselsperioden er lang. Jeg skylder dog at nævne min fantastiske mand, som jeg splittede barslen med, og som har været min største støtte lige fra starten. Men det føles som om, jeg hele tiden halter lidt efter!

Den anden udfordring, som jeg også udtrykte før, er at jeg føler, at kvinder har sværere ved at blive taget lige så seriøst som mænd i professionelle sammenhænge. Man kan helt klart se at det bliver udfordret for tiden, og det er fantastisk at der er opmærksomhed på området. Men det er et problem, der er så indgroet i samfundet, og det kommer formodentlig til at tage mange år at omvende. Det er en nærmest medfødt tankegang hos de professionelle gatekeepers i kunstbranchen, og det er jo dem, der i høj grad bestemmer, om en kunstner bliver succesfuld eller ej. Det er systematisk, så det er virkelig svært at bekæmpe. Men der blæser nye vinde ind over kunstbranchen nu, vi skal bare kæmpe videre – ligesom dette initiativ, hvor Munthe bruger sine kanaler til at fremme kvindelige kunstnere – vi kan alle være med til at gøre feltet mere fair.

Hvad vil du gerne have folk lægger mærke til i dine værker?

Jeg ville elske hvis folk lægger mærke til en hel masse romantik - på den gammeldags facon. Tematikkerne i mine værker er meget seriøse, dybe, og på mange måder er de tunge, men jeg gør mit bedste for at udtrykke mig i delikate, odiøse og legesyge scenarier. Billeder, der kan holde til den vægt og betydning, som der ligger bag, men som umiddelbart uskyldigt inviterer dig til at tage et spadestik dybere og se den fulde historie. Det er også den slags billeder, som jeg elsker at omgive mig med i mit hjem. Når mine børn er helt betaget af et maleri, åbner det op for nye samtaler og leg, og det er fantastisk. Det er den ambition, jeg har for mine fotografier – at folk ville elske at leve sammen med dem og deres historier.

Carolina Echeverri er aktuel med udstillingen Like Purity, Like Gravity, som åbner den 4. juni på NW Gallery som en del af Copenhagen Photo Festival.

Hver mandag bringer vi et nyt interview med en kvindelig kunstner.

Følg med i MUNTHE ART MONDAY HER.