MUNTHE ART MONDAY: CECILIA GRANARA

Navn: Cecilia Granara
Instagram: @ceciliagranara
Hjemmeside: www.ceciliagranara.com

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Mit navn er Cecilia Granara. Jeg tegner og maler i mange forskellige former og formater, og jeg skriver også en hel del. Når jeg føler mig klar til at dele, så viser jeg det, som jeg har lavet. Andre gange så forbliver det i mit studie eller i mine notesbøger som intime hemmeligheder, indtil jeg føler mig klar til at vise det til verden. Måske er der nogle ting, som aldrig bliver klar til at blive delt i min levetid. Det kan kunsthistorikerne få lov til at afsløre. Lidt ligesom med Hilma af Klint…

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg har oplevet kvinder, som har skrevet til mig, fordi et af mine værker mindede dem om deres spontane abort eller en planlagt abort. Om hvordan de har følt sig bevæget og frigjort. Det er energi til at fortsætte mit arbejde. Jeg har oplevet chikane og diskrimination i hænderne på mandlige kuratorer og samlere, hvor de syntes, at mit arbejde har fået dem til at føle sig utilpasse, og at jeg ikke burde male skeder. Jeg har også oplevet tilskuere, som fysisk har angrebet mig foran mine værker. Nu griner jeg ad det, men jeg var meget forarget over det, da jeg gennemlevede det! Jeg er meget opmærksom på, at kønsforskellen i kunstverdenen aldrig har været mere synliggjort og talt om som nu – bare kig på Cecilia Alemannis kuraterede visning på Venice Biennale: “The Milk of Dreams”. Hendes show kan fortolkes som en indfrielse af alle de kvindelige perspektiver som er blevet glemt, nedgjort og gjort usynlige over tid. Jeg er taknemmelig over at leve i en tid, hvor alle de frø, som er blevet sået af feministiske mænd og kvinder, endelig bærer frugt.

Vi er kommet til et tidspunkt i historien, hvor det ikke bare er blevet okay at identificere sig som kvinde og som åbent adresserer problemerne. Det bliver næsten hyldet nu, hvilket er interessant at være vidne til. Det gør mig mere forsigtig og betænkelig. Jeg har været vidne til, at en bølge af forandring af skyllet ind over os, og jeg er nysgerrig på, hvor længe det vil holde. Folk har en tendens til at blive utroligt vrede på kvinder for at have magt over deres egen krop, og derfor finder måder, hvorpå man kan pille dem ned og sabotere dem. Bare se på de seneste forbud mod abort i USA.

Denne bevidsthed omkring at komme i anden række, at koste mindre på kunstmarkedet og blive fortalt meget tidligt, at sandsynligheden for at blive solgt til institutioner er mindre. Sågar at blive fortalt at det at stifte familie kan ødelægge min karriere. Det er bemærkninger, som jeg altid har med mig. Både når jeg er til events, men også når jeg maler i mit studie. Nogle gange er jeg så træt af at skulle være ultrabevidst omkring mit køn. Her tænker jeg på Sarah Ahmed, som har foreslået at ”slukke” for det feministiske filter for at kunne nyde tingene. Men kønnene er endnu ikke blevet udviskede. Vi er stadig kvindelige kunstnere og ikke blot kunstnere. Så behold den kritiske tænkehat på!

Jeg maler mange nøgne kvinder i mine værker. Jeg ville ønske at malerier som dem kunne være med til at skabe et samfund, hvor mit køn ikke blev udsat for chikane. Jeg maler gigantiske metaforer af orgasmer, fordi at jeg mener, at der ikke er noget mere kraftfuldt end nydelse. Det gør mig trist, at nydelse og glæde altid er så flygtigt. Som samfund synes vi at være afhængige af drama og vold.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Hannah Beerman er et dejligt friskt pust. Jeg mødte hende på Hunter College, da jeg var studerende. Hun har et meget specifikt sprog i hendes kunst. Der er noget mere glædeligt og upoleret ved det. Det er modigt, og det hjælper mig til at føle mig fri. Derudover har jeg været meget optaget af Faye Wei Wei på det seneste. Jeg synes, at hun har et legende og feminint udtryk, og hun behandler sine værker som var de skitsebøger. Hun maler tunge emner på let vis. Hendes måde at bruge sort, og hendes meget tydelige penselstrøg – det virker meget tiltrækkende på mig.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Forvirringen og larmen i mit hoved fra alle de modbydelige mennesker i magtfulde positioner, som fortæller mig hvad og hvad jeg ikke skal gøre med mit arbejde. Folk synes at hade sødme, lyserød og sensualitet. Og elske det på samme tid, måske i hemmelighed. Det er lidt af et paradoks.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

At under de levende, glædelige farver lurer potentiel vold og hjertesorger. Alt er todimensionelt, og intet er som det synes.

Hver mandag bringer vi et nyt interview med en kvindelig kunstner.

Følg MUNTHE ART MONDAY her