MUNTHE ART MONDAY: CHRISTIANE LAKOWSKY

Navn: Christiane Lakowsky
Profession: Keramiker
Instagram: @sisi.tonia

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver 

Jeg hedder Christiane og har brandet Sisitonia. Jeg må indrømme at jeg nogle gange ikke er sikker på, om det jeg laver, er kunst, selvom jeg har levet i et kreativt miljø hele mit liv.

Jeg har studeret scenisk design til scene og film. Senere da jeg arbejdede med teater produktioner kunne jeg ikke få tid til at opfostre mine børn, så jeg begyndte på en kunst uddannelse og blev i stedet kunst lærer.

Begge mine forældre har studeret kunst. Min far var en meget succesfuld kunstner, mens min mor passede min søster og jeg (typisk for mange kunstmødre). Hun begyndte at male igen meget sent, i en alder af 70 år.

Derhjemme blev vi altid opfordret til at være kunstneriske og kreative. På grund af dette har jeg malet, skrevet og tegnet hele mit liv. Ikke desto mindre er ‘skabelse af kunst’ for mig en ‘sindstilstand’, der skal forsvares igen og igen, mod al modstand. Det er en slags indre attitude, der ofte undslipper mig, men når jeg formår at fange det, giver det mig en enorm frihed.

Mit seneste projekt er ganske enkelt: Jeg laver uperfekte kopper af ler, hvor ingen er ens. Jeg maler dem inspireret af mode og mønstre, emojis og tegn der er forståelige alle steder i verden. Dette keramikprojekt blev til under den for nylige pandemi. Alle begyndte at bage og lave keramik (selvfølgelig i de privilegerede dele af verden, som ikke blev ramt eksistentielt af lockdown). Som alle andre havde jeg masser af tid og ingen chance for at rejse, og i stedet sendte jeg mine kopper på en rejse. Så på den måde, var jeg forbundet med verden.

Kan du forklare mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Min karriere i teatret sluttede, da jeg fik børn. Jeg forsøgte i et stykke tid at følge med, men det var ikke muligt med den dobbelte arbejdsbyrde og de skiftende arbejdstider samt arrangementer uden for byen. Efterfølgende forsøgte jeg at integrere kunstneriske projekter i hverdagen. Ti minutter til et kvarter her og der. Jeg håndmalede fliserne til huset, som vi renoverede (og også for kunder). Jeg brugte altid 15 minutter ad gangen. Derudover malede jeg med børnene, eller vi lavede musik.

Jeg malede altid om aftenen, efter jeg havde undervist en kunst klasse. Når de studerende var væk, fik jeg hurtigt lavet en tegning, collage eller linoleumstryk uanset hvilke materialer der lå tilbage i klasselokalet. Jeg kendte mange kunstteknikker og kunne hurtigt skabe noget i disse “stjålne” øjeblikke. Men en rigtig kunst praktisering stod stille i meget lang tid, og jeg var meget splittet. Jeg tror også at vi mødre får et helt andet fokus og syn på verden, når vi får familie og børn.

I det mindste begyndte jeg at tænke anderledes. Mens min far lavede sin kunst og tjente penge på det, var min mor ansvarlig for at opdrage os børn - min søster og jeg. Dette ændrede sig, da vi startede i skole, og her delte min far og mor ansvaret.

Jeg genoptog mit eget liv på samme måde, men bevidst. Jeg ville være en endnu bedre mor end min egen mor, for selv om hun havde haft sine egne ambitioner på det tidspunkt, arbejde hun altid ved siden af og havde derfor ikke tid til at arrangere de vidunderlige børnefødselsdage som alle andre børn omkring os havde. Idet jeg skriver om det nu, får det mig til at indse, hvor meget af kunstproduktionen har at gøre med et ledigt rum, selv i bogstavelig forstand.

Jeg er nødt til at være i stand til at gøre krav på min plads uden dårlig samvittighed, eller bedre, mod min dårlige samvittighed. Det var jeg ikke i stand til på det tidspunkt. På den anden side har mine børn altid inspireret mig meget og gør det stadig.

Min medskyldige i begyndelsen af Sisitonia var en lille pige, en datter af venner fra Berlin. Jeg passede hende en eftermiddag, så hendes forældre kunne få et par timer for sig selv, og jeg foreslog, at vi lavede keramik sammen. Snart senere blev de første kopper skabt, og jeg vidste, at dette kunne være noget mere. Næste morgen ved morgenmaden havde jeg en plan klar.

Kan du nævne nogle andre kvindelige (kunstner), der inspirerer dig og forklare, hvorfor?

Jeg kan nævne utallige kunstnere, som jeg finder fantastiske og som har inspireret mig igen og igen, fordi de har turde være sig selv mod al modstand. Nogle af dem har også brugt livet som “husmor” med humor og glæde, som for eksempel Lilli Fischer.

Også Cindy Sherman, med hendes transformationer var en vigtig og tidlig oplevelse for mig af at “Du kan blive alt. Tag rollen.”. Så er der Louise Bourgeois med sine store objekter, der gør sig synlig og stor.

Camille Claudel (hvis biografi min mor gav mig i gave). Alice Nel, og meget vigtigt: Maria Lassnig som var professor i Wien, da jeg studeret der, men endnu ikke genopdaget. Det skete først senere. De fleste af disse kvinder blev anerkendt sent i livet, nogle gange først efter deres død.

Og tæt på hjemmet tænker jeg på min nabo og ven Eva-Maria Jensch, hvis atelier jeg passerer hver dag på cykel og kigger gennem vinduerne. Hun har påvirket mig meget med sin vedholdende vilje, hårde arbejde og flid. 

Og selvfølgelig Anna Oppermann, som boede i Hamborg blot et par gader væk fra mine forældres lejlighed. Og som ved sit køkkenbord, tegnede seddel efter seddel og byggede det hele ind i store installationer, imens hendes lille søn sov. Det lærte mig at: “Det er ikke muligt” ikke eksisterer, jeg var bare nødt til at finde en måde. Men jeg havde altid så travlt med at tjene penge, opdrage børn, renovere og udvide en gammel bondegård, at kun en lille akvarel om aftenen, en tegning i ferierne, nogle gange en silketryk eller linoleumstryk eller noget af ler, kunne jeg formå at skabe.

Jeg har aldrig villet være sådan. Jeg har siden hen lært, at der er forskel på forfængelighed, usund narcissisme og selvtillid, og at det er okay at tro, du er fantastisk, og at kunst er også en påstand! Tjek dette ud, det har jeg skabt og hvis det gør dig glad, gør det mig glad. Det var et andet perspektiv, og det var min største udfordring at indse det, og derefter prøve det. At turde.

Keramik var i sidste ende det sjoveste for mig, og jeg har gjort det i ni måneder hver dag nu. For så vidt det angår at arbejde med ler, har der været tre mænd, som har inspireret mig. 1. Grayson Perry, 2. Fischli og 3. Weiss, med deres vidtstrakte ler værk: ‘Suddenly this overview’.

Jeg skelner ikke nødvendigvis mellem om inspiration kommer fra en mand eller kvinde. Det, der inspirerer mig, inspirerer mig. Jeg føler mig jo ikke som en kvinde. Det er bare en af mine roller i samfundet. Som kunstner, alene i mit studie (Endelig har jeg et!), spiller det ingen rolle, om det er at “han/hun” eller “ikke binære”, som man siger i dag.

Hvad har været den største udfordring ved at være kvindelig kunstner?

At blive synlig. Det var så svært på teatret, jeg gik til alle premierefesterne og talte med alle og falmede stadig i baggrunden og blev ikke set/anerkendt.

I teaterværkstederne måtte jeg nogle gange lytte til håndværkerne sige “Men engel, det vil ikke fungere på den måde.”, når jeg ville have noget bygget på en bestemt måde.

De mandlige kolleger blev taget alvorligt. Jeg har altid fundet mandlige instruktører forfængelighed samt mine mandlige scenograf-kollegaers forfængelighed en smule pinligt.

Jeg har aldrig villet være sådan. Jeg har siden hen lært, at der er forskel på forfængelighed, usund narcissisme og selvtillid, og at det er okay at tro, du er fantastisk, og at kunst er også en påstand! Tjek dette ud, det har jeg skabt og hvis det gør dig glad, gør det mig glad. Det var et andet perspektiv, og det var min største udfordring at indse det, og derefter prøve det. At turde.

Kvinder venter ofte på at blive bemærket. At reklamere for mig selv og vide, hvad jeg kan skabe, det var min største udfordring. Og i dag er alt meget lettere, fordi jeg gør absolut alt selv, fordi keramik er et traditionelt kvindeligt felt, og fordi mange ting takket være internet netværk, mange ting er blevet lettere.

Hvad kunne du tænke dig, at folk bemærker ved dine værker?

Det er et svært spørgsmål. Måske glæden jeg har i at skabe det. Måske “hun gjorde det, bare sådan” og at jeg vovede at omfavne intuition og ufuldkommenhed. Og jeg vil gerne have mit arbejde til at inspirere andre, til at skabe noget selv, ud fra deres intuition.