MUNTHE ART MONDAY HORYA MAKHLOUF

Introducer dig selv og fortæl os, hvad du laver.

Mit navn er Horya Makhlouf, og jeg er en uafhængig kunstkritiker og kurator samt ansat ved Palais de Tokyo, et stort kunstcenter i Paris, hvor jeg er kunstnerisk koordinator og kurator for specialprojekter.

De sidste par år har jeg arbejdet inden for forskellige områder af den visuelle kunst og kultur generelt: fra kulturel formidling i museer og lokale kunstcentre til freelance-udstillings kuratering på forskellige kunststeder i Frankrig, via deltagelse i kulturelle podcasts (hvor vi taler om kunst, udstillinger og måder at formidle kunstneres historier på), samt organisering af udstillinger og samarbejdsprojekter for kommuner, i foreningsstrukturer eller alternative steder, skrivning af tekster for kunstnere, gallerier eller kunstmagasiner og meget mere. Kort sagt udforsker jeg de forskellige måder at producere og cirkulere kunst på. Gennem skrivning og udstillinger fortæller jeg historier og minder: mine egne og de kunstnere, jeg gerne vil følge. Med deres værker og mine ord prøver jeg at cirkulere og bringe de store officielle historier sammen med de små individuelle historier (som nogle gange er hemmelige, fortrolige eller forhindret). Jeg udfører dette arbejde i institutioner og uden for dem, fordi jeg er overbevist om kunstens befriende kapacitet i samfundet, og at den bedste måde jeg kan deltage i at dele og omfordele det på, er ved at anvende det jeg har lært at gøre, og det jeg elsker at gøre: nemlig kunsthistorie, at fortælle historier og forbinde mennesker.

Horya har FYFFE jacket på.

Horya har FRIDOLF jacket på.

Kan du forklare nærmere, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg tror at det at være kvinde, men endnu mere at være en kvinde, der er præget af andre faktorer som samfundet jeg lever i desværre (også) pålægger som grundlag for en hierarkisk opdeling mellem dets medlemmer – som klasse, race og køn – har gjort mig mere følsom og empatisk overfor de historier jeg møder, men også stærkere i forhold til arbejdslivet. I mine forskellige professionelle eventyr har jeg været nødt til at navigere mellem mange forhindringer og restriktioner, der er pålagt af samfundet (udover de, der allerede er pålagt af selve arbejdsmarkedet). Jeg prøver at gøre det jeg finder passende ved at finde frihedsrum, hvor jeg kan og ved at multiplicere møder og områder, hvor kunstneriske praksisser kan cirkulere.

Det er lidt af en opfindsomhed, lidt af en udholdenhed og en masse optimisme, som jeg bestemt har arvet en smule, men også plejet meget bagefter.

Horya har FRIDOLF jacket på.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Jeg sagde tidligere, at det at være en kvinde, der er påvirket af flere problemer end bare køn i vores samfund, har lært mig at blive stærkere. Det, der har været udfordrende i min tidlige karriere inden for kunsten, er en række forhindringer. Det har til tider været smertefuldt, men de træk, der gør mig til den, jeg er i dag, har involveret at lære at hævde mig selv – når folk foran dig systematisk afbryder dig i møder, for eksempel, nedgør din viden eller færdigheder, kommer med upassende bemærkninger, der intet har at gøre med dine professionelle evner, eller endnu værre end bemærkninger... For at få en opfyldende karriere under disse betingelser skal man lære at hævde sig, kæmpe imod impostor-syndromet i lang tid, overbevise sig selv om sin legitimitet til at være der, på trods af usikkerheder og visse kræfter i vores samfund, der prøver at overbevise dig om det modsatte...

Og så en dag lykkes det at vende denne empati – som er en værdifuld kvalitet – til en reel styrke. Det handler om dosering, om kamp, hvor der nogle gange er smerte, men hvor man skal finde glæde og gode allierede til at holde fast. Jeg finder det i de kunstværker, jeg skriver om eller hjælper med at vise i udstillinger, i mine relationer med kunstnere og i den solidaritet, jeg håber at skabe med de kunstnere og kolleger, jeg møder.

Horya har FYFFE jacket på.

Hvilken anden (kvindelige) kunstnere inspirerer dig, og hvorfor?

Der er mange kvinder, der inspirerer mig så det er svært at vælge kun nogle få, men jeg har for nylig arbejdet sammen med nogle exceptionelle kvindelige kunstnere fra alle generationer, som også kæmper i deres praksis for at forsvare et navn, opbygge et solidt fundament i denne verden og sprede, oven i alt det, skønheden i deres arbejde. Jeg tænker på Renée Levi (hvis malerloops og fantastiske farver, som I kan se bag mig på billederne, er en in-situ arbejde af hende på Palais de Tokyo, som jeg har været med til at følge), men også Samta Benyahia, Zineb Sedira, med veletablerede karrierer, eller yngre kunstnere med (forhåbentlig) en endnu lysere fremtid, som Socheata Aing, Cindy Bannani, Neïla Czermak Ichti, Alexia Fiasco, Naomi Lulendo, Ghita Skali, Aïcha Snoussi...

Og så, tættere på mine evner som forsker og kurator, er der personer som Catherine David (hvis udstillinger i Europa i begyndelsen af 2000'erne lærte mig meget om kunstinstitutionernes kapacitet til at vise eller ikke vise visse stemmer), Susana Gallego-Cuesta (som jeg i øjeblikket arbejder sammen med på en udstilling), Meryem Sebti (grundlæggeren af Diptyk Magazine, som jeg regelmæssigt skriver for), Koyo Kouoh (en international kurator, hvis arbejde med at fremme ikke-vestlige praksisser jeg beundrer), Parand Danesh (en brillant forsker og redaktør). Listen ville være meget lang, hvis jeg kunne nævne alle...

Horya har FYFFE jacket på.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

I de tekster, udstillinger og andre former for historiefortælling som jeg skaber, vil jeg gerne at dem, der modtager dem, er følsomme over for de historier disse indhold fortæller. At de nogle gange måske kan finde sig selv i dem, føle sig lidt "hjemme" ved at udforske dem, finde trøst og/eller styrke til at fortsætte. At tænke, at kunst virkelig kan hjælpe med at ændre mentaliteter – i det mindste lidt. Jeg vil gerne have, at de modtager den samme glæde, som jeg lægger i tingene, og som kunstnerne giver mig til gengæld. Jeg vil gerne have at de mærker min arbejdes oprigtighed og føler at de efter at have læst en tekst, set en udstilling eller deltaget i en samtale, jeg har arrangeret, føler sig en lille smule mindre alene, måske end de var før de deltog. Jeg håber, vi også kan fortælle os selv, at de ret generelle ord og begreber, der så ofte bruges i "nutidens kunst" som "omsorg", "dekolonial", "kulturel demokrati eller rettigheder", "decentralisering" (og så videre), ikke bare er ord, men handlinger og praksisser, der udføres hver dag.

Horya har FRIDOLF jacket på.