MUNTHE ART MONDAY: HUMA RISE
Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver
Som en tværfaglig kunstner nærmer mit udtryk sig det, nogle måske ville kalde abstrakt ekspressionisme. Gennem malerier forsøger jeg at fange og formidle de spontane tanker, der opstår i øjeblikket, dem der ofte forsvinder, når vi forsøger at oversætte dem til verbalt sprog. For mig er det afgørende at udforske og forstå vores essens, og jeg tror på, at kunst giver mig mulighed for at nærme mig denne forståelse. Mine værker er kommunikationsmidler, der overskrider grænserne for konventionelt sprog, de søger ikke en bogstavelig tolkning, men vækker følelser og sanseoplevelser i beskueren. Hvert værk er en ny læring om verden omkring mig, et forsøg på at fange dens essens i konstant dialog med en "selv", der, selvom den er ekstern, tilhører mig.
Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?
Tracey Emin er en blandt flere kvindelige kunstnere, som inspirerer mig. Joan Mitchell har også en fremtrædende plads. Hendes værker, ofte ekspansive og dækker flere paneler, er et udtryk for hendes påvirkning fra landskabet. Intensiteten og bevægelsen i hendes penselstrøg taler til mig som en udtryksfuld frihed, som jeg stræber efter at opnå. Helen Frankenthaler, med hendes innovative "farvefelt" og malingsfortyndingsteknik, er også en betydelig inspirationskilde. Hendes tilgang er kendetegnet ved et personligt præg, der fusionerer det abstrakte med essensen af traditionelt kinesisk landskabsmaleri, hvilket viser mig kunstens kraft til at overskride stilistiske og konceptuelle grænser. Med det sagt tror jeg på alt, der fremmer enighed.
Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
Inden for kunst og humaniora møder kvinder ofte skepsis omkring vores metoder og udtryksformer. Der er en dybt forankret fordom, der underminerer værdien af vores bidrag, nogle gange bedømt mindre på deres kvalitet end på antaget fejlbarlig objektivitet. Men kunst har en ubestridelig kraft til at overskride grænser og udfordre betragtede uforanderlige virkeligheder. Som kvindelig kunstner intensiveres denne fordom, hvilket kræver ekstraordinært og stringent arbejde fra os. På trods af disse udfordringer ser jeg en progressiv ændring i den sociale værdsættelse af vores arbejde, en anerkendelse der begynder at afspejle vigtigheden af vores bidrag til verden. Vores stemmer begynder at blive hørt med større opmærksomhed, og vores refleksioner begynder at få den plads, de fortjener i samfundets diskurs.
Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?
Den største udfordring har utvivlsomt været at bekræfte værdien og relevansen af min diskurs. På en rejse, der ofte føles ensom og fuld af forhindringer, har jeg lært, at det er afgørende at tage initiativet, udfordre mærkater og fordomme for at blive hørt. Denne proces har ikke kun styrket mig som kunstner, men har også tilladt mig at inspirere og blive inspireret af andre kvinder inden for kunsten.
Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?
Jeg ønsker, at mine værker skal fungere som rum for refleksion og intern dialog for beskueren. Selvom mine kompositioner er åbne for fortolkning, opfordrer jeg hver enkelt til at udforske deres eget mentale og følelsesmæssige landskab, når de interagerer med dem. I stedet for at formidle en ensrettet besked, stræber jeg efter, at mine værker skal være starten på en intim og personlig samtale, hvor hver observatør kan finde deres egne betydninger.
