MUNTHE ART MONDAY: Mia-Nelle Drøschler

Navn: Mia-Nelle Drøschler
Hjemmeside: www.mianelle.com
Instagram: @mianelle

Præsenter dig selv, og din kunst.

Mit navn er Mia-Nelle Drøschler, jeg er uddannet fra Goldsmiths Fine Art (2010). Jeg arbejder inden for det tværfaglige felt - maleri, tegning, installation, performance, skulptur og tekst, og stræber efter at skabe en samlet oplevelse, hvor både kontekst og kunstgenstande relaterer til hinanden.

Jeg tror, det er vigtigt at vi har en modreaktion på de intellektuelle bevægelser som minimalistisk og konceptuel kunst, der har forsømt kunstens evne til at aktivere fantasien og give plads til menneskelige følelser. Derfor udføres alle mine værker i den intuitive og spontane natur.

Hvordan har det at være kvinde påvirket din karriere?

At være kvinde har påvirket min praksis snarere end min karriere, hvilket betyder, at jeg vil hævde, at en 'kvindelig æstetisk' kvalitet er til stede i mange af mine kunstværker.

Jeg finder det interessant, at det er synligt, at det er en kvinde, der har skabt mine kunstværker. Jeg ser dette som en 'kvindelig æstetik'. En sådan 'kvindelig æstetik' har ikke været særlig synlig i samtidskunsten og kunsthistorien, da mænd har domineret kunsthistorien i århundreder, og derfor har der (red: kun) været en 'mandlig æstetik' alt for længe. 

Hvilken anden kvindelig (kunstner) inspirerer dig, og hvorfor?

Jeg har altid været inspireret af Louise Bourgeois, der brugte sin egen personlige historie som inspiration i sit kunstværk. Jeg elsker også skrøbeligheden og alligevel den slående hårdhed i hendes arbejde. For nylig er jeg blevet forelsket i Niki de Saint Falle, der havde en meget divergeret tilgang i sin karriere, hvor farve var et væsentligt aspekt gennem hele hendes arbejde.

Hvordan har kunstscenen håndteret kønsbalancen siden du begyndte din karriere? Hvordan kunne det stadig blive bedre?

Jeg tog min uddannelse i kunst i London og boede i Storbritannien i seks år, før jeg flyttede tilbage til København. I England er det normal procedure, at du udfylder spørgsmål vedrørende køn og race for eksempel i en ansøgning om kunstfinansiering. Jeg sætter stor pris på disse kvoter, da jeg mener, at de kan være nyttige til at frembringe en mere afbalanceret repræsentation på tværs af køn og race. Desværre ser jeg ikke dette i Danmark. 

Hvilket råd vil du give nye kvindelige kunstnere, der kommer ind på kunstscenen.

Forbliv tro mod din kunst, beskyt den mod kommercielle interesser, såsom at gentage det samme gang på gang, hvis dette strider mod din kunstneriske frihed. Fortsæt med at vise dit kunstværk til folk, som DU gerne vil arbejde med, og lad dig ikke påvirke af feedback som f.eks. 'Det her er ikke den rigtige måde at gøre det på'.

Hvilke temaer forfølger du i din kunst?

Indholdet er minder, underbevidsthed og køn. I de enkelte malerier, skulpturer, tekster og forestillinger fanger jeg flygtige og dramatiske scener, hvor minder og drømme kolliderer mellem fortid og nutid. Min præsentation af mine minder har ofte en drømmeagtig kvalitet. Dette henviser til tanken om minder som farverige spøgelser med oprindelse i disses oprindelige strukturer.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Ærligt talt tror jeg, at det mest udfordrende aspekt er, at det mere eller mindre ikke accepteres som kunstner at tage meget tid til at reflektere, være følelsesmæssig og være usikker, selvom disse alle er meget stærke kvaliteter under de rigtige omstændigheder. Dette går ud over kunstverdenen. Der er en stærk tendens over hele planeten, til at de 'bedste' kvaliteter er at være meget produktiv, at handle hurtigt og 'at få dig selv derud NU'. Jeg ville elske det, hvis vi kunne bremse tingene, tage den tid, kunsten har brug for og gå dybere snarere end hurtigere. Man kan argumentere for, at dette ikke har noget at gøre med at være kvinde. Jeg tror dog, at mange kvindelige kvaliteter ikke respekteres eller accepteres, når man arbejder som kreativ professionel. 

Hvilken indvirkning har Covid19 haft på dit arbejde?

Få måneder før Covid-19 blev en del af vores hverdag, ændrede jeg mine malerier fra at være figurative til at være abstrakte. Jeg ønskede at opløse det, vi 'kender og genkender', i en verden uden tyngdekraft som en poetisk gestus for at antyde, at verden transformerer sig, og at det er på tide at finde en ny tyngdekraft.

Jeg ser det, som vi er i et paradigmeskift.

Jeg kan ikke lade være med at se min transformation i mine malerier som et indirekte svar på dette paradigmeskift. Siden Covid-19 har jeg fortsat denne transformation langt mere bevidst. Jeg har bogstaveligt talt skrevet om Covid-19-situationen i en tekst jeg læste højt på Danmarks Nationalmuseum for et par måneder siden. Til denne læsning inviterede jeg den amerikanske musiker Martin Klingman til at spille på sin guitar under min læsning. Intet var forberedt og han kendte ikke, og forstod heller ikke, min læsning på dansk. Dette var en måde for mig at demonstrere, hvor mange kreative der i flere måneder, ikke har været i stand til at arbejde tæt sammen, og nu prøver vi at finde hinanden igen i en helt ny rytme og med en ny stemme. Det var en smuk begivenhed. 

Fotograf: Trine Leonore Berg

Hver mandag bringer vi et nyt interview med en kvindelig kunstner. Følg med i MUNTHE ART MONDAY her.