MUNTHE ART MONDAY: SAFIRA TAYLOR

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Mit navn er Safira Taylor, og jeg er en britisk/omansk kunstner, der for øjeblikket er baseret i Amsterdam, Holland. Jeg har både studeret på Academie Minerva i Groningen, Holland, og på Royal College of Art i London, Storbritannien.

Jeg arbejder i øjeblikket på en langvarig serie med titlen 'Mother Stands for Comfort'. I denne serie har jeg undersøgt reproduktionsprocesserne hos planter og dyr, herunder mennesker. Hvert værk i denne serie er malet på gammelt linned, som jeg finder på forskellige markeder. Linned er tykt og tekstureret og har ofte haft en lang levetid, hvilket tilføjer en anden dimension, som udforskes i malerierne. Denne serie er første gang, jeg kontinuerligt producerer todimensionale værker. Før dette lavede jeg primært tredimensionale værker. Det kan tydeligt sse i mine nuværende malerier, hvordan mine skulpturelle værker har påvirket min stil. Jeg overvejer også ofte maleriets sprog: det behagelige sprog af æstetisk skønhed og kontrasterende sprog som taktilitet og sårbarhed. Jeg udforsker, hvordan disse kan eksistere i modsætning, men også hvordan de kan forliges med hinanden.

Safira har LIPA jacket på.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det er en meget betydningsfuld tid for kvindelig kunstnere. Hele kunsthistoriekanonen er blevet udvidet betydeligt med anerkendelse og synlighed af kvindelige kunstnere, der tidligere er blevet overset. Mange kvindelige kunstnere i historien måtte kæmpe for at forfølge deres kunst, og nu deles deres historier på tilgængelige måder, hvilket giver inspiration til nutidens kunstnere. Det er virkelig spændende!

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Jeg husker tydeligt, da jeg først blev introduceret til Phyllida Barlow. Jeg besøgte hendes udstilling 'Cul-de-Sac' på Royal Academy i London. Der var en kort procesvideo i indgangen, hvor hun blev filmet, mens hun bevidst tabte en del af sin skulptur på gulvet! Jeg blev virkelig inspireret af denne nådesløse arbejdsmetode. Jeg tænker ofte på dette eksempel, når jeg maler og ønsker at befri mig selv fra værket. Andre kvindelige skulptører, hvis arbejde jeg ofte ser til, er Daiga Grantina, Eva Hesse og Ruth Asawa. Deres brug af materialer inspirerer mig. Hvad angår malere er der også mange der inspirerer mig. Heriblandt Gillian Ayres, Amy Sillman (også en stor forfatter), Pam Evelyn, Chioma Ebinama, Miriam Cahn og Rosalind Nashashibi.

Safira har DRUZ knit på.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

At deltage løbende i samtaler om feminisme og intersektionalitet har skærpet min kritiske bevidsthed, hvilket, selvom det til tider er udfordrende, er noget jeg værdsætter. Når jeg observerer gallerier eller institutioner med begrænset mangfoldighed i deres repræsentation, er det dybt nedslående. Det får mig til at trække mig tilbage og i stedet støtte steder hvor inklusivitet og repræsentation prioriteres. Ikke kun som kvindelig kunstner, men som enkeltperson, der interagerer med bredere samfund, er det vigtigt for mig at omsætte disse samtaler gennem handling.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Jeg har malet på gamle lagner. Gennem generationer er disse lagner blevet givet videre inden for familier, primært af kvinder. Nogle af dem er meget slidte, og du kan se områder, hvor huller og revner er blevet lappet. Jeg nyder at bemærke disse øjeblikke af omsorg, der har været med til at sikre bæredygtighed på tværs af generationer. Når jeg maler, tager jeg altid min tid. Hvert maleri består af så mange lag, så jeg har ofte svært ved at anerkende, at et maleri er færdigt. Det at jeg har givet hvert maleri så meget tid og omsorg, er noget jeg håber folk bemærker og værdsætter, når de ser på mit arbejde.

Safira har DRUZ knit på.