MUNTHE ART MONDAY: SARAH BOYTS YODER

Website: sarahboytsyoder.com
Instagram: @sarahboytsyoder

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Mit navn er Sarah Boyts Yoder. Jeg er fuldtids kunstner og bor i Virginia i USA. Jeg er vokset op i Fort Worth, TX, og jeg var som barn meget kreativ og var heldig både at have dygtige kunstlærer og støttende forældre. Jeg modtog i 2006 en MFA som kunstmaler. Siden da, har jeg deltaget i næsten 50 solo- og gruppeudstillinger, og mit arbejde har været vist i adskillige publikationer og i både virksomheds- og private samlinger i hele USA og udlandet, herunder Virginia Museum of Contemporary Art.

Jeg har modtaget et professionelt stipendium som kunstmaler fra Virginia Museum of Fine Arts og været en del af Virginia Center for the Creative Arts, 100W Corsicana i Corsicana, TX, og Blue Apple i Cartagena, Columbia. Udover den kunstneriske tilstedeværelse og deltagelse i udstillinger, arbejder jeg fuldtid i mit studio og er repræsenteret af forskellige gallerier i USA.

Mine abstrakte malerier er legesyge afvisninger af den uundgåelighed og adskillelse, som verdenen alt for ofte byder på. Jeg bruger et visuelt leksikon af symboler som jeg har skabt over tid. Hvert værk artikulerer, hvordan rummet konstant strækker sig og kollapser overalt omkring os, og hvordan former glædeligt kan fratage vores behov for kategorisering. Det som opstår, er et velkomment og engageret rum for fantasifuld leg, et festligt bud på farver og materialer, og en invitation til at åbne sig op. På den måde ser jeg malerierne som håbefulde, optimistiske handlinger, og abstraktionen som en generøs tilstand af væren.
 

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg er en kvinde, som også er en mor. Det påvirker alt ved mit arbejde. Begge dele er en fast del af min tilværelse. Og de er også en total komedie af fejl, med både positive og negativer konsekvenser. Struktur og improvisation, form og kaos, innovation og tilbageholdenhed, overholdelse og aggression. Det at have børn har lært mig at renhed og mørke hele tiden eksistere sammen i næsten alt. Jeg har gennem erfaringer lært ikke at frygte smerte så meget – at smerte og glæde er uløseligt forbundet.

Disse holdninger og overbevisninger har jeg med mig både i mit studio og i mit liv, og det har medført at jeg tør tage flere risici i mit arbejde og være mere stædig. Som kvindelig kunstner, må du arbejde hårdt for at blive taget seriøst, især når du også er mor. Det har potentialet til at gøre én ubøjelig og kynisk, men jeg er taknemmelig for at begge dele er en del af min tilstedeværelse, fordi det holder mig åbenhjertig og fleksibel, lige meget hvor stædig jeg nu er. Min humor er intakt og jeg har ikke noget imod at være alvorlig og vise omsorg. Jeg tror ikke at disse kvaliteter er særlig respekteret eller på mode i den kunstneriske verden, men det er sådan jeg gerne vil være i den verden jeg bevæger mig i.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Elizabeth Murray og Amy Sillman, to kvindelige kunstnere som jeg opdagede tidligt, er mine evige heltinder. Jeg følte virkelig en forbindelse og en lettelse da jeg stødte på deres kunst. Det afrundede virkelig det store billede. Begge kunstneres værker består af humor, sommetider akavet cartoon-lignende former som er sjove, ligetil (men ikke for ligetil) og tilgængelige. Det var ligesom den manglende puslebrik. De giver mulighed for at komme tæt på og åbne sig op, samtidig med at de anerkender hvor absurde og komplicerede ting kan være.

Dette forår så jeg også Wangechi Mutu’s store solo udstilling på New Musuem i New York og det blæste mig virkelig bagover. Jeg har altid elsket hendes kunst, og set så meget af det og på tværs af så mange medier, og det har virkelig vist hvor meget hun bygger og forestiller sig en verden for sig selv og os, og det var meget, meget inspirerende.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Tvivl på sig selv. Der er mange grunde til at kvinder føler dette, og vi kender alle til detaljerne. MEN, jeg ser altid efter et sprog som er mere præcist eller omvendt, mere omfattende. Noget som kan hjælpe os med at se det positive, hvor vi altid har set de negative aspekter. At se på svagheder, som en styrke, især når det omhandler os selv. Da jeg læste forfatteren Ruth Ozeki’s værk ”Ambivalenc” i New York Times Style Magazine i april fandt jeg præcis, hvad jeg havde brug for, for at genoverveje mine egne følelser omkring tvivlen på mig selv.

Min erfaring med usikkerhed og tvivl har betydet ubeslutsomhed og en manglende evne til at vælge en vej og komme videre. Ozeki udtaler, at ambivalens, ”ambi” betyder ”begge”, og roden ”valentia” betyder ”styrke”, betegner evnen til at se styrken i begge sider af en sag.”Ambivalence is a bifurcation, a splitting of feelings or beliefs, and many writers, particularly women writers, feel pulled in different directions.” 

Nogle ser måske kun svagheder her, men senere i værket gør hun denne ”fjende” til en allieret og en inspiration. Når vi kan se styrken i flere veje og se flere løsninger til et problem, tvinger det os til at sænke tempoet og til at genkende og overveje den rige og subtile række af idéer, følelser, overbevisninger, reaktioner og valg, som er mulige i enhver situation. Det betyder også at vi må tolerere at vi ikke altid kender svaret. For mig, som kunstner, betyder evnen til at tolerere og forblive i denne tilstand, at jeg kan høste store belønninger kunstnerisk. Hvert eneste succesfulde maleri er vokset fra frøene af usikkerhed og ambivalens. De stiller spørgsmålet ”Men hvad med det her?” og prøver det så af.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Jeg vil gerne have at folk føler sig velkomne, inviteret og tiltrukket af farverne og formerne i min værker. At de bliver trukket ind og føler sig komfortable nok til at vide at uvidenheden kan være en kilde til glæde, og ikke frustration. Vores fantasi er vores bedste evne som mennesker, men den skal trænes til at fungere på en måde som kan hjælpe os, især nu. I en verden som bevæger sig så hurtigt, hvor der ikke er tid til gråzoner eller ubeslutsomhed, skal der være steder hvor man engagere sig i sin fantasi, hvor man kan ændre mening, hvor man kan åbne op. Vi er ikke låst inde i bokse. Når jeg i mit kunstnerudsagn siger at jeg nægter uundgåelighed og adskillelse, er det dette jeg mener.

Sarah har vores ELAYS blazer jakke med matchende AILAV bukser på.