MUNTHE ART MONDAY: MARTHA HVIID

Introducere dig selv og fortæl os om, hvad du laver.

Jeg hedder Martha Hviid og er billedkunstner, uddannet fra Royal College of Art i London, University of Texas i Austin og Det Fynske Kunstakademi i Odense. Nu bor og arbejder jeg i København. Når folk spørger hvilken slags billedkunstner jeg er, siger jeg som regel ”skulptør”, men jeg arbejder egentlig med mange medier – også lyd, tekst og flade ting der kan hænge på en væg (vel egentlig noget der minder om malerier). Ordet skulptør peger i min bog mere på et slags mindset eller tilgang til at lave kunst, end det egentlige medium. Det er en slags fascination af materialitet, konstruktion og det rum der opstår mellem værket og beskueren.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Det skifter hver dag, så jeg ved ikke om jeg blot kan nævne ét navn, og lade det stå alene. Min inspiration kommer nærmest altid mest fra måden hvorpå folk håndterer opgaver, udfordringer og løsninger, mere end den kommer fra et kunstneriske output. Jeg voksede op med en meget hårdtarbejdende arkitekt-mor, der via eksempel lærte mig en masse om at køre selvstændig virksomhed. Hun viste mig hvor bredspektret et arbejdsliv er, hvordan man visualiserer et resultat før det eksisterer i færdig form, samt hvordan man samarbejder og projektleder. Da jeg var yngre arbejdede jeg som assistent for forskellige kunstnere, blandt andet Nina Saunders og Tove Storch, som på hver deres måde har lært mig om proces og kompromisløshed. Jeg bliver konstant rørt af den generøsitet jeg er omgivet af fra mine jævnaldrende kvindelige kollegaer, nogle af hvem jeg har fulgtes med fra studie og ind i reelle karrierer. Det giver mig gejst at iagttage alle dem der stædigt og vedvarende insisterer på kunstens berettigelse i verden, og som knokler for deres egen plads i den, samtidig med også at tillade sig tvivl, sårbarhed og nysgerrighed til at videreudvikle sig.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Som kvinde føles det ofte som om, at man hele tiden skal mindes om at man er en kvinde. Når man udstiller med andre kvinder er det en ”kvinde-udstilling” imens der aldrig er nogen der siger ”mande-udstilling”. Folk har meninger om ens alder i forhold til hvor langt man burde være i sin karriere OG i sit liv - altså meninger om hvorvidt man burde få børn eller ej, om man bør promovere sig igennem sit udseende og ungdom, eller om man er blevet for gammel og burde skamme sig hvis man lader sit udseende være en del af ens offentlige person. Folk har altid så mange meninger. Det er jeg ikke sikker på mandlige kunstnere møder i samme grad – eller, hvis de gør, så virker det i hvert fald ikke som om de lader det stresse dem på samme måde. Jeg vil ikke begynde at fortælle skrækhistorier om ting jeg har oplevet i kunstverdenen, som direkte resultat af at være kvinde, men mine kollegaer og jeg er gode til at dele oplevelser og erfaringer, og jeg kan sige, at jeg aldrig har mødt en kvindelig kunstner eller kurator, der ikke havde mindst en god håndfuld historier om hvordan de er blevet chikaneret, talt ned til eller fravalgt på grund af deres køn. På mikro- og makro-plan. Samtidig er jeg meget bevidst om mine privilegier som hvid, vestlig, ung, ciskønnet og rask kvinde. Intersektionalitet tilføjer mange kompleksiteter til dette spørgsmål, og jeg synes det er godt hvis vi alle regelmæssigt øver os i en bevidstgørelse omkring disse mekanismer - især når det kommer til situationer, hvor det ikke er os selv der står for skud.

Kan du forklare mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det umiddelbare svar er, at min karriere er en naturlig forlængelse af mit liv. Jeg ville ønske jeg var bedre til at ”clocke” ind og ud, men faktum er at de to flyder sammen, så jeg tænker ikke kun på mit arbejde når jeg er på atelieret, men også under bruseren og i drømmene om natten. På den måde påvirkes min karriere af at være kvinde, på samme måde som mit liv ude i samfundet gør; det er altid med mig, og kommer med ønsket om at blive hørt, respekteret, set som ligeværdig, set som professionel, set som mere og andet end blot mit køn.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Jeg håber at folk forholder sig nysgerrige, og bemærker, at jeg gør mig umage med både eksekveringen og indholdet af mine værker. Jeg plejer at sige, at jeg arbejder med hvordan det er at være et menneske i verden - noget der både er almengyldigt og dybt individuelt. Selvom dette måske lyder ret koncept-båret er æstetik også enormt vigtigt for mig. Jeg elsker både det skønne, det underlige og det der skurrer i os. Først og fremmest er billedkunst et sprog, der kan give os nuancer, som det talte eller skrevne sprog ofte ikke slår til at formidle, derfor håber jeg at folk både sanser mine værker på et umiddelbart plan, og derigennem føler at de videre kan læse dem selv og deres eget liv ind i det.

Martha har Stormy pants på.