MUNTHE ART MONDAY: REBECCA STERN

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Jeg er Rebecca Stern, en kunstner, som bor og arbejder i Connecticut. Min kunst er en del af utallige private og erhvervssamlinger, og jeg har deltaget i både solo- og gruppeudstillinger i hele landet i over 10 år. Jeg betragter mig selv som maler, men min praksis er udvidet til også at omfatte fiberskulpturer. Hvert værk er et ”mentalt landskab”, som undersøger sindets kompleksiteter. Fascineret af samspillet mellem intention og udtryksmæssig frihed udforsker jeg, hvordan dette eksisterer indenfor forskellige mediers materialitet og den proces, det kræver at finde en balance.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det er ekstremt svært at leve af, at være kunstner, og når man oveni er kvindelig kunstner, føles det som en dobbelt udfordring. Jeg har måttet kæmpe konstant med at markedsføre mig selv og præsentere mit arbejde for folk i årevis, før jeg selvsikkert kunne sige, at jeg lever af at være kunstner. Jeg tror, at jeg som kvinde oplever en vis tøven, når det kommer til at markedsføre mig selv, og det har været en proces at arbejde forbi den usikkerhed og dele mit arbejde.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

For øjeblikket er jeg meget inspireret af Nina Yankowitz og Pamela Jorden. Begge udforsker maleri, men på en mere skulpturel måde, hvilket jeg beundrer. Yankowitz’ draperede lærredsværker er fantastiske, og jeg er meget tiltrukket af den bevægelse hun skaber. I nogle af Jordens nyere værker bruger hun sædvanligvis formerede lærreder, som passer sammen.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

At blive mor har haft en enorm indflydelse på mit arbejde rent praktisk. Der er projekter, jeg har måtte afvise, eller ting, som jeg har ønsker at forfølge, men som jeg har måtte sætte på hold på grund af mine børn. Jeg føler mig konstant delt mellem at ønske at være fuldt engageret i mit arbejde og samtidig ønske at være fuldt engageret i min rolle som mor. Begge ting føles utroligt vigtige for mig og min identitet, men det er virkelig svært for dem at eksistere side om side. Jeg har fundet måder at opdele mine to roller på. Jeg håber at med tiden, når mine børn bliver ældre, at de kan tilbringe mere tid med mig i studiet.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Konceptuelt er jeg blevet mere interesseret i følelsernes dualitet og temaer som tid, sorg, glæde og tab. Den dybe kærlighed jeg har til mine børn, medfører også en dyb følelse af sårbarhed. I mit arbejde søger jeg konstant efter en følelse af balance midt i konstant bevægelse – både visuelt i værket, men også i beskuerens oplevelse. Mit håb er, at folk er i stand til at nærme sig mit arbejde med deres hele selv, betragte værkerne både tæt på og langt væk, samtidig med at de observerer bevægelsen i deres eget sind, mens de ser på værket. At lade mit arbejde fungere som et spejl for deres egne livserfaring.

Rebecca har vores v-hals strik EWEN på.