MUNTHE ART MONDAY: LINE STRAMER

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver:

Jeg har en kandidat fra det Kongelige Kunst Akademi Designskole, efterfulgt af et år på Parque Lage, Visual Art School i Rio de Janeiro i Brasilien.

Jeg er vokset op i et kreativ hjem i 80’erne, hvor der altid lå en tegneblok ved den stationære telefon. Jeg elskede at tegne og snakke i telefon, netop fordi det var frit og intuitivt. I dag får jeg ofte lavet mit bedste arbejde, når jeg er sammen med andre. Trangen til at skabe har altid været intakt, om så jeg kunne tegne på en dugget rude i mine forældres bil som barn.

Jeg kommer fra en lærerfamilie – jeg har en meget kreativ mor, der selv gerne ville være kunstner, men det fik hun aldrig gjort. Tiden var en anden, så hun valgte den sikre vej som lærer og blev mor til tre børn. Hun har lagt vejen for mine kreative evner og underviste mig efter skoletid i billedkunst. Mine forældre har været en stor del af min dannelse og når der blev booket ferie, var det altid efter hvor de bedste kunstmuseer var beliggende, Fondation Maeght i Saint-Paul de Vence og Musée Picasso i Antibes husker jeg bedst. Jeg husker ferier fra Grækenland og Sydfrankrig, hvor det var fast inventar at have malergrej med i kufferten, så vi kunne male sten ved stranden eller postkort ved poolen.

Jeg fik for første gang fingrene i ler i 2020 som gjorde jeg endelig følte jeg havde fundet mit materiale og formsprog. Leret har sin egen vilje og jeg ser det som et samarbejde mellem mig og leret. Jeg har altid været inspireret af verdenen under havets overflade og kvindekroppens indre liv. I mine værker udforsker jeg temaer om livets forgængelighed, det urfeminine og livets opståen. I mit arbejde med værkerne finder skulpturerne deres egne former, der med deres nærmest ujordiske silhuetter åbner op for det ubevidste i beskueren.

Line har Sumatra pants og Sussima blazer på.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Jeg kunne vælge mange. Dog vil jeg udpege en nulevende kvinde; den serbiske Ivana Bašic. Bašics skulpturer, der indeholder forskellige materialer - voks, glas, bronze, rustfrit stål og alabast - som bliver til et unikt symbolsk materialesprog. Jeg ser op til hendes visuelle univers, der vækker min fantasi og udfordrer min måde at tænke på sammensætninger af materialer.

Jeg har været i kontakt med et galleri hvis fokus kun var på ’unge’ kunstnere, hvilket jeg finder enormt lukket og ekskluderende. Det er jo kunsten, som skal være fokus. Det fik mig til at tænke på Ursula Reuter Christiansen som langt om længe får den anerkendelse som hun har knoklet for, på trods af sin alder. Jeg beundrer hendes vilje, historie og perspektiv.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

Jeg oplever tit, at jeg bliver dømt på mit udseende og min alder, det tror jeg ikke mænd oplever på samme måde. Det kan være en udfordring, når man gerne vil vurderes for sin kunst og ikke sit køn, alder eller udseende. Men på mange måder har det også været benzin på min motor. Det giver mig energi til at tænke; ’Fandme nej’.

Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg føler, at det både har været positivt, men også en udfordring. Historisk set er faget jo ikke et ‘kvindefag’ og det mærkes desværre stadig. Det er stadig ‘de tunge drenge’ der kommer frem og tjener mest. Dog tror jeg tiderne snart ændrer sig og jeg synes, at der bliver åbnet mere op for kvindelige kunstnere.

Jeg har også oplevet en del skepsis omkring, at det jo ikke er ‘den sikre vej’ at vælge. Da jeg kom ind til studiet i første omgang jeg søgte, gav det mig blod på tanden.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Den røde tråd i mine værker og at man altid kan se de kommer fra netop min hånd. Og så håber jeg også, at det rører noget i dem.

Line har Sumatra pants og Sussima blazer på.